Hvad er Matching Brains?

Matching Brains er et 3-årigt projekt (begyndt i 2023), der matcher unge (15-30+-årige) med følger efter en påvirkning på hjernen og opbygger et fællesskab de unge imellem.

Fællesskabet starter på den 3-dages Matching Brains-uddannelse og fortsætter med caféarrangementer, som afholdes hver 2. måned. Herudover matches man, hvis det er muligt, med en peer i et halvt år.

Projektet er støttet af Trygfonden, og samarbejdspartnerne er de 8 kommuner i Region Midtjylland tilknyttet ungementorordningen og eventuelle tilkøbskommuner.

Der er tilknyttet en følgegruppe bestående af brugerorganisationer, unge med en påvirkning på hjernen og kommunale repræsentanter (primært hjerneskadekoordinatorer) til kvalificering af projektet.

Matching Brains-uddannelse

Uddannelsen klæder "erfarne" unge, der er eller har været i et ungementorforløb på til at være peer for en ligesindet. Samtidig er uddannelsen en form for selvudviklingsforløb, hvor de får en øget bevidsthed og bearbejdning af deres egen situation.

Uddannelsens indhold består af 3 uddannelsesdage fordelt med en uges mellemrum. Modulerne har overskrifterne:

  • Roller og ansvar
  • Kommunikation
  • Personlige grænser
  • Forandring og motivation
  • Livshistorie

Uddannelsen består af interaktiv undervisning i form af få og korte oplæg, små reflekterende og dialogbaserede øvelser blandt deltagerne m.m.

Caféarrangementer

Alle unge – både dem der har taget uddannelsen og dem der "kun" er matchet – bliver inviteret til at deltage i et fællesskab med andre unge i en lignende situation i form af caféarrangementer.

Caféarrangementerne består af en fællesaktivitet og/eller et faciliteret samtalerum. Aktiviteterne kan eksempelvis være bålhygge, brætspil, bowling, gå med en alpaka eller besøge et sted sammen, fx et museum.

Her er de unge sammen om aktiviteter, hvor handicappet ikke er omdrejningspunktet, men hvor der stadig er tilpassede rammer og forståelse for de særlige behov.

Der er altid koblet en samtale på aktiviteterne (før og efter), som kan skabe rum for spejling og refleksion i forhold til deres egen og nuværende livssituation.

Caféarrangementerne kan også bestå af et faciliteret samtalerum, hvor der er et emne, fx livsværdier og nogle øvelser, der kan udgøre omdrejningspunktet for den fælles samtale.

Matching af unge

Unge matches løbende med hinanden. Samarbejdet startes med en fællessnak med én af ungementorerne. Her tales der om ønsker og forventninger til hinanden og praktiske forhold.

Der lægges op til, at de matchede unge har kontakt 2-3 gange om måneden, hvor de selv aftaler tid og sted.

Alle peers tilbydes månedlig individuel sparring med en af de to ungementorer for at vende dilemmaer, problemstillinger, tvivlsspørgsmål eller andet de møder i deres virke som peers.

Matching foregår efter en individuel vurdering fra ungementorerne baseret på kriterier om fælles livsværdier, interesser, geografi, udfordringer, skadens sværhedsgrad og typen af symptomer.

Mindst 1 af de 2 unge der matches har Matching Brains-uddannelsen.

Kontakt

Helle Bak Christensen

Ungementor

Tlf. 23 74 41 63

Skriv til Helle

Mette Ryssel Bystrup

Ungementor

Tlf. 23 74 41 43

Skriv til Mette