Kort om løsningen

PRO-løsningen anvendes til at vurdere, om der er behov for en kontrol med fysisk fremmøde, eller om patientens behov kan dækkes ved en telefonkonsultation.

Løsningen er udviklet på Aarhus Universitetshospital, hvor den også anvendes i dag.

De første patienter blev tilmeldt i august 2021.

Formål

Besvarelsen anvendes til to forskellige formål afhængigt af, hvor patienten er i sit opfølgningsforløb.

Formål med skema til 4-måneders kontrol - dialogstøtte

  • Patientens svar anvendes til at understøtte dialogen mellem kliniker og patient
  • Svarene anvendes til at problemfokusere samtalen.
  • Svarene udgør sammenligningsgrundlag ved senere kontroller, så en forandring i symptombelastning kan identificeres

Formål med skema til efterfølgende kontroller – vurdering af kontaktbeshov

  • Patientens svar anvendes til at vurdere, om der er behov for at se patienten ved et fysisk fremmøde, eller om det er tilstrækkeligt at følge op på besvarelse, blodprøve og scanning ved en planlagt telefonkonsultation.
  • Svarene anvendes til dialogstøtte ved, at der ved konsultationer tages udgangspunkt i patientens svar.

Baggrund

Patientgruppen er grundet høj alder, komorbiditet og sundhedsadfærd særligt sårbar i forhold til smitte med COVID-19.

Derfor blev løsningen udviklet under COVID-19 for at skåne patienterne for fysisk fremmøde, hvis det var muligt ud fra en vurdering af spørgeskemasvar, blodprøver og CT-scanning.

Patientgruppe

Inklusionskriterier

  • Patienter der er har fået fjernet urinblæren (cystektomi)

Eksklusionskriterier

  • Patienter uden IT-kompetencer
  • Patienter der ikke taler dansk
  • Patienter med nedsat kognitiv funktion
  • Patienter der er cystektomeret på baggrund af benign lidelse

Spørgeskema

Emnerne i spørgeskemaet er valgt ud fra klinikkens behov.

Der er blandt andet spørgsmål om urostomi, livskvalitet, seksualitet, tegn på recidiv og senfølger.

Der er så vidt muligt anvendt spørgsmål fra de validerede EORTC-spørgeskemaer.

Farvekoder

Farvekoder ved dialogstøtte

Farvekoden bliver brugt til at guide klinikerens opmærksomhed mod områder, der skal fokuseres særligt på i samtalen med patienten.

  • Røde svar kræver opmærksomhed
  • Gule svar kan kræve opmærksomhed
  • Grønne svar kræver ikke opmærksomhed

Farvekoder ved vurdering af kontaktbehov

Farvekoden anvendes til at vurdere patientens behov for kontakt.

  • Rødt svar: Patienten indkaldes til kontrol med fysisk fremmøde på baggrund af svar.
  • Gule svar: Besvarelsen giver anledning til opmærksomhedspunkter, men der er ikke umiddelbart behov for kontrol med fysisk fremmøde.
  • Grønne svar: Der er ikke behov for kontrol ved fysisk fremmøde.

Patientforløbet i PRO-løsningen

PRO-forløb ved 4-måneders kontrol
Patienterne besvarer et sygdomsspecifikt spørgeskema hjemmefra tidligst 14 dage før konsultationen.

Lægen ser besvarelsen inden samtalen og kan fokusere samtalen på de problemer, patienten har indrapporteret i spørgeskemaet.

PRO-forløb ved efterfølgende kontroller
Patienten bevarer spørgeskema tidligst 14 dage før en planlagt telefonkonsultation.

Sygeplejerske og læge vurderer patientens svar i spørgeskemaet, blodprøver og CT-scanning. Patienten kontaktes pr. telefon og informeres om svar.

Ved behov indkaldes patienten til fysisk konsultation ved enten læge, sygeplejerske, stomisygeplejerske eller sexualrådgiver.

Vil du vide mere?

Kontakt PRO-konsulent

Sidse Østergaard Olesen

Tlf. 2478 1777

sidsjo@rm.dk