Kort om løsningen

Løsningen er udviklet i 2020 hos Led- og bindevævssygdomme, Aarhus Universitetshospital og anvendes i dag samme sted. 

Formål

Formålet med at følge denne patientgruppe med patientrapporterede oplysninger er at vurdere patientens behov for kontakt til klinikken.

Samtidig er det forventningen, at anvendelsen af PRO kan sikre fælles beslutningstagning og øge patienternes forståelse for sygdommen. Det kan ligeledes hjælpe til at patienterne bliver en aktiv samarbejdspartner i deres eget sygdomsforløb.

Baggrund

På baggrund af erfaringerne med PRO-løsningen til leddegigt, var der på Led og bindevævssygdomme, Aarhus Universitetshospital interesse for at anvende PRO til andre diagnosegrupper.

Tidligere blev behandlingen af patienter med urinsyregigt styret ved, at patienterne fik besked om at få foretaget en blodprøve. Når blodprøvesvaret forelå, blev patienterne ringet op.

Hvis blodprøven indikerede forandring, eller patienterne havde smerter eller symptomer på opblussen af sygdommen, blev patienten indkaldt til behandling i klinikken.

PRO-løsningen anvendes til at vurdere, om patienten har behov for kontakt til klinikken.

Patientgruppe

Inklusionskriterier

  • Patienter som er diagnosticeret med urinsyregigt, også nydiagnosticerede

Eksklusionskriterier

  • Comborbiditet vurderes individuelt (fx diabetes mellitus, forhøjet blodtryk, nyrepåvirkning)
  • Patienter som ikke er tilmeldt digital post. 

Afdelingen har ca. 700 patienter tilknyttet med diagnosen, og man forventer, at ca. 1/3 kan indgå i et PRO-forløb.

Spørgeskema

Spørgeskemaet indeholder spørgsmål omkring aktivitet i urinsyregigt og spørgsmål om hverdagen med urinsyregigt.

Der anvendes dele af Gout Assessment Questionnaire, der er et diagnosespecifikt redskab, som indeholder spørgsmål vedrørende livskvalitet. Desuden er der spørgsmål omkring den medicinske behandling samt behov for kontakt til klinikken.

Farvekoder

Farvekoderne anvendes til at vurdere, om patienten skal kontaktes.

  • En grøn besvarelse viser, at patienten ikke har behov for kontakt på nuværende tidspunkt.
  • En gul besvarelse viser, at patienten kan have behov for kontakt til ambulatoriet. Patienten ringes op.
  • En rød besvarelse viser, at patienten har behov for kontakt. Patienten bookes til ambulant konsultation.

Patienten kan højst indsende grønne besvarelser i 3 år. Herefter bliver den næste besvarelse automatisk gul mhp. en klinisk vurdering af patienten.

Patientforløbet i PRO-løsningen

Flowchart der beskriver patientens vej gennem PRO-løsningen

Inden patienten besvarer spørgeskemaet første gang

  • Læge og sygeplejerske på afdelingen vurderer, om patienten er egnet til AmbuFlex. Sygeplejersken opretter patienten i systemet.
  • Alle patienter oprettes med et fast interval på en måned mellem udsendelse af spørgeskema.

Patienten besvarer spørgeskemaet

  • Patienten besvarer spørgeskemaet digitalt, og spørgeskemabesvarelserne håndteres af det kliniske personale.

Efter patienten har besvaret spørgeskemaet

  • En kliniker ser patientens besvarelse indenfor 14 dage og bruger farvekoderne til at vurdere, om patienten skal kontaktes.
  • Når patienten har besvaret spørgeskemaet tre gange, dvs. tre måneder efter opstart, foretager lægen en vurdering af patienten, og der lægges en plan for det fremadrettede forløb. Patienten fortsætter enten i PRO-forløb i ambulatoriet eller patienten afsluttes til egen læge.

Vil du vide mere?

Kontakt PRO-konsulent

Nanna Toxvig Sørensen

Tlf. 2360 4380

nannso@rm.dk