Kort om løsningen

PRO-løsningen blev udviklet på Regionshospitalet i Silkeborg i 2015. I dag er løsningen i brug på Lungemedicinsk Afdeling, Aarhus Universitetshospital.

PRO-data giver indsigt i patientens tilstand, når patienten regelmæssigt udfylder spørgeskemaet. Med svarene kan sundhedsprofessionelle følge med i patientens tilstand og opspore tegn på forværring.

Formål

Formålet med at følge denne patientgruppe med patientrapporterede oplysninger er, at:

  • opspore tidlig forværring af sygdommen
  • forebygge indlæggelse ved forværring af sygdom

Baggrund

På Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg er der gennemført et randomiseret klinisk studie, der belyser effekten af telemedicinsk service til KOL-patienter under danske forhold.

Studiet blev gennemført på baggrund af et ønske om at teste en telemedicinsk løsning, hvor patienter med KOL udfører selvmonitorering efter udskrivelsen fra hospitalet.  

Erfaringerne fra studiet viser et stort potentiale i monitoreringsperioden på seks måneder. Her ses kortere indlæggelser og færre genindlæggelser. Imidlertid er der fravær af en vedvarende effekt i perioden efter monitoreringens ophør. Patienterne ser ikke ud til at opnå den læring om selvbehandling, der var håbet.

Derfor ønskede Diagnostisk Center at fortsætte med at anvende PRO til KOL-patienter for at understøtte de positive effekter af selvmonitoreringen.

Patientgruppe

Det beror på en individuel klinisk vurdering, hvorvidt patienten er egnet til et AmbuFlex-forløb.

Patienterne i denne løsning har svær eller meget svær KOL med FEV-1 under eller lig 50 % af forventet. Patienterne har tidligere gået til kontrol i ambulatoriet hver 3. eller 6. måned samt eventuelt kontrolforløb hos egen læge.

Inklusionskriterier

  • Patienter der har behov for støtte til egenomsorg
  • Patienter der har tablet eller computer tilgængelig til at indsende besvarelser

Eksklusionskriterier

  • Nydiagnosticerede

Spørgeskema

Patienten besvarer spørgsmål vedrørende symptomer som åndenød, hoste og opspyt. Derudover laver patienten fysiologiske målinger og indtaster puls, iltmætning og vægt i spørgeskemaet. Der er også mulighed for at udfylde et kommentarfelt til sidst i spørgeskemaet.

Farvekoder

Farvekoderne anvendes til at vurdere, om patienten skal kontaktes.

  • En grøn besvarelse viser, at patienten ikke har behov for kontakt på nuværende tidspunkt.
  • En gul besvarelse viser, at patienten kan have behov for kontakt. En kliniker afgør, om patienten skal kontaktes.
  • En rød bevarelse viser, at patienten skal kontaktes.
  • En grå besvarelse viser, at patienten ikke har svaret. Patienten kontaktes jf. afdelingens procedurer.

Patientforløbet i PRO-løsningen

Flowchart der beskriver patientens vej gennem PRO-løsningen

Inden patienten besvarer spørgeskemaet første gang

  • Sygeplejersken eller lægen vurderer, om patienten er egnet til PRO-løsningen.
  • Sygeplejersken opretter patienten i AmbuFlex-systemet til spørgeskema mandage, onsdage og fredage.
  • Sygeplejersken oplærer patienten i at anvende AmbuFlex-systemet i hjemmet i forbindelse med en konsultation eller indlæggelse.

Patienten besvarer spørgeskemaet

  • Patienten indsender spørgeskemabesvarelser på faste tidspunkter, der er aftalt med klinikken.

Efter patienten har besvaret spørgeskemaet

  • Sygeplejersken vurderer de indkomne besvarelser efter kl.12 og kontakter patienten inden kl. 16, hvis besvarelsen giver anledning til det.
  • Farvekoderne anvendes til at vurdere, om patienten skal kontaktes.

Vil du vide mere?

Kontakt PRO-konsulent

Laila Bech Olesen

Tlf. 4042 9098

laiole@rm.dk