Kort om løsningen

Løsningen er udviklet i 2017 i samarbejde med Klinik for Mave- og Tarmsygdomme på Regionshospitalet Silkeborg og anvendes i dag følgende steder:

  • Klinik for Mave- og Tarmsygdomme, Silkeborg
  • Medicinsk Klinik 2, Horsens
  • Ambulatoriet for mave-, tarm- og leversygdomme, Gødstrup
  • Klinik for Mave-Tarmsygdomme, Viborg
  • Ambulatorium for Medicinske Mave- og Tarmsygdomme, Farsø
  • Ambulatorium for Medicinske Mave- og Tarmsygdomme, Hjørring

Patienter med inflammatorisk tarmsygdom oplever skiftevis perioder med ro og aktivitet i sygdommen. Deres behov for kontakt til hospitalet er derfor svingende.

Med denne PRO-løsning får patienterne et fleksibelt ambulant forløb, der passer til deres behov, fremfor skemalagte aftaler.

Formål

Formålet med at følge denne patientgruppe med patientrapporterede oplysninger er, at:

  • øge kvaliteten af tilbuddet til patientgruppen
  • skabe behovsstyrede ambulante forløb, hvor patienten definerer eget behov for kontakt
  • tage udgangspunkt i patientens rapporterede problemstillinger ved konsultationen
  • øge patienternes opmærksomhed på eget helbred
  • skabe bedre overblik over patientens helbredsstatus over tid

Baggrund

Denne løsning er udarbejdet til patienter med diagnoserne Colitis Ulcerosa, Morbus Crohn og Indeterminate Colitis. Tilsammen dækker de over betegnelsen inflammatorisk tarmsygdom (IBD).

IBD er kroniske sygdomme, der ofte har debut i 20'erne. Patienterne oplever skiftevis perioder med aktivitet og ro i sygdommen, og stort set alle bliver fulgt i hospitalsregi. Patienterne har i gennemsnit fire ambulatoriebesøg om året.

Cirka halvdelen af patientgruppen har et relativt roligt sygdomsforløb, hvor regelmæssige fastlagte kontrolbesøg er uhensigtsmæssige. Patienterne har dog stadig behov for at bevare kontakten til speciallæger og specialsygeplejersker i ambulatoriet.

Med PRO-løsningen bliver denne kontakt tilpasset patienternes personlige behov, og de undgår unødvendige hospitalsbesøg.

Patientgruppe

Inklusionskriterier

  • Alle patienter med kronisk tarmbetændelse (IBD), der har et ambulant forløb.

Eksklusionskriterier

  • Patienter der ikke kan tale eller læse dansk.
  • Patienter der ikke er tilmeldt digital post. 

Spørgeskema

Spørgeskemaet indeholder spørgsmål om komplikationer, bivirkninger, medicincompliance, seksualitet og søvnproblemer. Spørgeskemaet indeholder også validerede spørgsmål om træthed specielt udviklet til IBD-patienter.

Farvekoder

Farvekoderne anvendes til at vurdere, om patienten skal kontaktes.

  • En grøn besvarelse viser, at patienten ikke har behov for kontakt på nuværende tidspunkt.
  • En gul besvarelse viser, at patienten kan have behov for kontakt. En kliniker afgør, om patienten skal kontaktes.
  • En rød besvarelse viser, at patienten skal kontaktes.
  • En grå besvarelse viser, at patienten ikke har svaret. Patienten ringes op af en sygeplejerske eller får tilsendt en indkaldelse til konsultation ved læge.
  • En blå besvarelse viser, at patienten ikke er tilmeldt digital post og skal kontaktes mhp. anden kontaktform.

I løsningen kan patienten højst indsende 3 grønne besvarelser i træk, derefter vil næste besvarelse som minimum blive gul.

Patientforløbet i PRO-løsningen

Flowchart der viser patientens vej gennem PRO-løsningen

Inden patienten besvarer spørgeskemaet første gang

  • Patienten bliver informeret om PRO-løsningen og formålet med at udfylde spørgeskemaet.
  • Sygeplejersken opretter patienten i AmbuFlex systemet.

Patienten besvarer spørgeskemaet

  • Patienten besvarer spørgeskemaet på en hjemmeside, når de får besked i digital post.
  • Patienter kan udfylde spørgeskemaet uopfordret, hvis de oplever en forværring af sygdommen.
  • Patienten er instrueret i at få taget blodprøver.

Efter patienten har besvaret spørgeskemaet

  • Sygeplejersken vurderer indenfor en uge, om patienten skal kontaktes på baggrund af blodprøver og spørgeskemabesvarelse.

Vil du vide mere?

Kontakt Birgith

Ph.d. og forsker

Mobil: 2890 4835

E-mail: bigcri@rm.dk