Virtuelle lægebesøg

Flere steder i Region Midtjylland er videokonsultationer blevet hverdag, og det er til stor gavn for både patienter og fagpersonale.

Virtuelle lægebesøg. Hvad der for få år siden hørte til sjældenhederne,
er i dag blevet hverdag både i almen praksis og hos lægevægten.

Videokonsultationer er blevet et arbejdsredskab på lige fod med stetoskop
og blodtryksmåler, og det kommer for alvor til sin ret i tilfælde med synlige symptomer. Det fortæller praktiserende læge og IT-chef i lægevagten, Troels Treebak:

”Video er et ekstremt effektivt redskab i situationer, hvor der er tydelige visuelle symptomer. I almen praksis kan det for eksempel være ved eksem eller nældefeber, hvor jeg nemt kan diagnosticere, hvad det er, komme med råd og udskrive medicin,” fortæller Troels Treebak og fortsætter:

”I lægevagten har videokonsultationer vist sig at give rigtig god mening, når vi har med børn at gøre. Ved at se barnet i eget hjem kan man hurtigt få en fornemmelse af, hvor slemt det står til. Hvis barnet for eksempel hopper rundt i sofaen i baggrunden, mens man taler med forældrene, så er det sjældent så alvorligt, at det kræver akut behandling.”

Videokonsultationer giver nye muligheder

Med udbredelsen af videokonsultationer har regionens sundhedspersonale fået endnu bedre muligheder for at imødekomme patienternes behov. Hvad der oprindeligt blev implementeret under corona for at undgå trængsel i venteværelserne, har nemlig vist sig at være en løsning, der strækker sig langt ud over pandemiens grænser.

”Videokonsultationer har vist sig at have utrolig mange positive sidegevinster. En ting er, at patienterne nemt kan komme i kontakt med os og få en hurtig vurdering. Selv hvis de er på arbejde eller bor langt væk. Det er praktisk og tidsbesparende for begge parter. En anden er, at patienterne ofte er merefokuserede, når vi taler med dem over video. Ved fysisk fremmøde kan en patient ofte have 3-4 andre ting, de lige vil vende, når de er her. Det sker sjældent på video,” forklarer Troels Treebak.

Derudover åbner video også for muligheden for at indkalde ekstra ekspertise. I Troels Treebaks praksis i Solbjerg har de blandt andet ansvaret for beboerne på Tunø, og her er det en fordel, at øens sygeplejerske kan komme i videokontakt med lægen på fastlandet for at få en ekstra vurdering. Derudover kan der være andre mere komplicerede tilfælde, hvor specifikke faggruppers kompetencer kan være nødvendige.

”Der er et klart udviklingspotentiale i videokonsultationer som koncept. Muligheden for at indkalde en speciallæge eller andet fagpersonale til en konsultation vil fremadrettet kunne gøre en stor forskel og effektivisere patienternes forløb – og samtidig skabe tryghed for alle implicerede,” mener Troels Treebak.

Den digitale akilleshæl

Selvom der er mange krydser i kolonnen med ’fordele’, når man taler om videokonsultationer, så er det ikke et mirakelmiddel i alle tilfælde. Det er nemlig ikke alt, der kan diagnosticeres digitalt.

”Vi kommer til kort, når der er tale om fysiske problemstillinger, hvor nærmere objektiv undersøgelse er nødvendig. Det kan være en lungebetændelse, en knæskade eller et traume, som ikke kan vurderes på
baggrund af et skærmbillede, men kræver en fysisk tilstedeværelse,” understreger lægen og fortsætter:

”Men med det sagt, så kan vi i nogle akutte tilfælde godt få en fornemmelse
af tingenes tilstand. For eksempel kan vi med en videokonsultation vurdere, om et traume kan ses i lægevagten eller egen praksis, eller om det skal direkte i skadestuen. På den måde er visitationen blevet bedre. Vi går dog aldrig på kompromis med patientens sundhed, og hvis jeg er i tvivl, beder jeg altid patienten komme ind.”

Potentiale på plejehjem

Foruden de fysiske diagnoser er der også et andet område, hvor videokonsultationer potentielt kunne gøre en forskel, men hvor teknologien
står i vejen. På de danske plejehjem halter udbredelsen af telemedicin, og det er en skam, for ifølge Troels Treebak vil hurtige videoopkoblinger for alvor kunne lette arbejdsgangene for de ansatte i plejesektoren:

”Selvom telemedicin er et område i rivende udvikling, så er vi stadig ikke lykkedes med at udbrede det i plejesektoren, fordi de stadig bruger gamle håndholdte telefoner i steder for smartphones. Derfor bruger vi mange ressourcer på at tage ud til de ældre, hvor det egentlig ikke er nødvendigt,” siger han, inden han kommer med et løsningsforslag:

”Hvis social- og sundhedshjælperen derimod kunne koble os på en videoforbindelse, når de ringede, så vil vi meget hurtigere kunne vurdere, om plejehjemsbeboeren er OK, kræver et besøg eller måske endda akut indlæggelse.”

Men indtil plejepersonalet får mulighed for at krydse de digitale barrierer og overgå til kameratelefoner, fortsætter Troels Treebak og hans kollegaer med de fysiske besøg.

Flere sanser bidrager til at vurdere patienters tilstand

Når sundhedsfaglige vurderer en patients tilstand, benyttes en række sanser. Sammenlignet med telefon tilføjer videoforbindelsen synssansen og fremmer dermed betingelserne for at foretage en faglig vurdering eller yde faglig sparring til andre sundhedsfaglige over afstand. I mange tilfælde vil videokonsultationer kunne understøtte, at en læge kan vurdere en given situation, selvom patient og behandler er hver sit sted. I andre situationer vil en præcis vurdering stadig kræve en fysisk undersøgelse.
I Region Midtjyllands lægevagt benyttes videoopkald ca. 2000 gange per uge.