Forskningsmidlerne kan søges til dækning af lønudgifter i forbindelse med ph.d.-projekter og udlandsophold med henblik på erhvervelse af særlig ekspertise. Der kan også være tale om frikøb fra normalt arbejde med henblik på heltidsforskning mm.

Midlerne kan søges til projekter inden for alle sundhedsvidenskabelige forskningsområder, der har udgangspunkt i sundhedsområdet i Region Midtjylland, og som gennemføres i eller i samarbejde med praksissektoren. Derudover kan det være hensigtsmæssigt, at der i projekterne indgår en relation til en eller flere kommuner i regionen. 

Ved fordeling af midler fra forskningsfonden lægges der vægt på følgende:

  • forskningsprojektets videnskabelige kvalitet
  • forskningsprojektets relevans for sundhedsvæsenet i Region Midtjylland (se evt. fondens forskningsprogram)
  • forskningsprojektets mulighed for at blive gennemført

Puljen til ph.d.-projekter og lignende større forskningsprojekter gives til medfinansiering af forskningsprojekter og forskerstillinger, der skal således som minimum være ansøgt om støtte fra andre.
Puljen til ph.d.-projekter og lignende større forskningsprojekter gives udelukkende til løn til videnskabeligt personale. Der gives således ikke midler til overhead, apparatur eller medicin, sekretærbistand, patientbefordring eller lignende.

Praksisforskningsfonden yder maksimalt støtte på 100.000 kr. pr. ansøgning til korterevarende stipendier og i størrelsesordenen 500.000 kr. til større forskningsprojekter. Der kan også tildeles delbeløb af det ansøgte beløb.

Bevillingen skal bruges i den periode, der er angivet i ansøgningsskemaet. Hvis bevillingen ikke kan benyttes i den angivne periode, skal bevillingen som udgangspunkt tilbagebetales til forskningsfonden. Der kan dog være særlige omstændigheder (herunder graviditet), hvor der kan gives tilladelse til at ændre perioden. I så fald skal ansøger inden ændringen i perioden kontakte forskningsfondens administration for tilladelse til at ændre perioden.