Social- og sundhedsassistent
Læs om hvordan du bliver Social- og sundhedsassistent i Region Midtjylland.
Om uddannelsen
Som social- og sundhedsassistent udfører du opgaver inden for omsorg, rehabilitering og grundlæggende sygepleje. Du trives med at komme tæt på patienter og borgere, som du hjælper med pleje og beskæftigelsesaktiviteter. Du arbejder både selvstændigt og i nært samarbejde med for eksempel sygeplejersker, ergoterapeuter og fysioterapeuter.
Uddannelsen er en vekseluddannelse, hvor der veksles mellem skoleperioder og oplæringsperioder. Oplæringen består af tre oplæringsperioder, dels på en hospitalsafdeling, dels på et oplæringssted indenfor det psykiatriske område og dels i en kommunal hjemmepleje. Desuden består uddannelsen af perioder med teoretisk undervisning på en af Social- og Sundhedsskolerne i Region Midtjylland. Du er ansat i Region Midtjylland i hele elevtiden.
Region Midtjylland og kommunerne i regionen samarbejder om uddannelsen, så du er garanteret en oplæringsplads i alle tre praktikperioder.
Adgangskrav
Du har adgang til social -og sundhedsassistentuddannelsen når du har gennemført grundforløb 2 eller er uddannet social- og sundhedshjælper.
Hvis du er over 25 år og ønsker at søge ind på social- og sundhedsassistentuddannelsen, skal du tage din uddannelse som erhvervsuddannelse for voksne (EUV). Det betyder bl.a., at du skal realkompetencevurderes for at bestemme, hvor lang din uddannelse bliver. Realkompetencevurderingen foretages af den enkelte skole og skal foreligge inden du starter på uddannelsen.
Søg en elevstilling
Du skal søge om en elevstilling gennem arbejdsgiveren, dvs. en kommune.
Hvis du vil vide mere om uddannelsen, kan du læse på Social- og Sundhedsskolernes hjemmesider:
Randers social- og sundhedsskole - www.sosuranders.dk
Social- og sundhedsskolen i Herning - www.sosuherning.dk
Social- og sundhedsskolen i Skive - www.sosu-stv.dk
Social- og sundhedsskolen i Fredericia-Horsens - www.sosufvh.dk
SOSU Østjylland (Aarhus, Silkeborg og Skanderborg) - www.sosuoj.dk
Du kan se Region Midtjyllands intro-video om livet som social- og sundhedsassistent her.
Danske SOSU-skoler har lavet en video fra DM i Skills 2016, som viser hverdagssituationer og arbejdsopgaver for en social- og sundhedsassistent. Ved DM i skills dyster blandt andet social- og sundhedsassistenter om at blive landets bedste.