Billede: Colourbox

04.07.2024

På de Nyremedicinske klinikker i Region Midtjylland har man de seneste 3 år kørt et stort randomiseret studie. Her har man undersøgt effekterne af at følge patienterne hjemmefra med spørgeskemaer og blodprøver frem for traditionelle fremmødekontroller.

I studiet blev fremmødekontroller reduceret med 85-90 %, og PRO blev vurderet som et værdifuldt værktøj af både patienter og klinikere.

4 vigtige faktorer

Birgith Engelst Grove står bag en procesevaluering, der belyser implementeringsgraden samt hvilke mekanismer, der førte til det positive resultat.

- Vi fandt, at patienter, der ikke havde en fast kontakt til afdelingen, i højere grad havde brug for hjælp. Derfor er det vigtigt at have en kontaktlæge og at klæde patienterne godt på fra start, siger Birgith Engelst Grove.

Hun peger på fire faktorer, der har været afgørende for, at Nyreklinikkerne er lykkes med at implementere PRO-baseret opfølgning.

  1. Patienterne får oplæring, så de kender deres sygdom og kan varetage hjemmemonitorering - i dette tilfælde måle blodtryk, få taget blodprøver og besvare spørgeskema.
  2. Patienterne får en påmindelse om at huske at besvare spørgeskema, måle blodtryk og få taget blodprøver. Det var medvirkende til en svarprocent på 99,1%.
  3. Patienterne har en kontaktlæge på afdelingen. Det skaber kontinuitet, gensidigt kendskab og tryghed
  4. Patienterne har en kontaktperson på afdelingen, så de ved, hvor de skal henvende sig ved spørgsmål.

Resultaterne af procesevalueringen

I det randomiserede studie blev 152 patienter med kronisk nyresygdom inddelt i tre grupper.

  1. En gruppe blev tilbudt PRO-baseret opfølgning, hvor de besvarede spørgeskemaer hjemmefra og fik taget blodprøver på et lokalt sygehus eller sundhedsklinik.
  2. En anden gruppe blev fulgt med telefonkonsultationer og spørgeskemaer
  3. Den tredje gruppe kom ind på hospitalet som vanligt til ambulant kontrol.

Procesevalueringen viste, at deltagerne i studiet var sammenlignelige med de øvrige patienter, som har ambulant forløb i klinikkerne, og både læger og patienter fandt PRO-løsningen anvendelig.

Patienterne var gode til at udføre de aktiviteter, som var obligatoriske for at kunne deltage i studiet (måle blodtryk, vægt, få taget blodprøver og udfylde spørgeskema). I 82 % af tilfældene kunne patienterne udføre aktiviteterne uden hjælp fra en kliniker.

- Dog fandt vi, at det var sværest for de patienter, der ikke havde nogen fast kontakt til afdelingen, siger Birgith Engelst Grove og uddyber
- Patienterne, der fik PRO-baseret opfølgning, havde brug for mere assistance fra en kontaktperson på afdelingen til at finde ud af disse aktiviteter. Gruppen der havde telefonkonsultation, havde nemmere ved at finde ud af det. Måske fordi de havde en fast regelmæssig kontakt.

Hvem fik kontakt og hvorfor

For gruppen af patienter, der fik PRO-baseret opfølgning, blev der skabt kontakt i 55 % af tilfældene. Lægerne tog initiativ til kontakten i 70 % af tilfældene, mens patienterne selv ønskede kontakt i 30 % af tilfældene.

Årsagen til kontakten var i 58 % af tilfældene af klinisk karakter; såsom blodprøver, blodtryk eller vægt. I 22 % af tilfældene tog lægerne kontakt på baggrund af oplysninger i spørgeskemaet, og i de resterende 20 % var årsagen til kontakt ændringer i medicin eller tryghedsspørgsmål.

Lægernes oplevelse af PRO

Lægerne oplevede nogle barrierer såsom nedsat kendskab til patienterne og manglende mulighed for at anvende klinisk observation, når de ikke havde patienten i fremmøde. Dog vurderede de også, at PRO gav dem et godt samlet overblik over patientens helbredstilstand og bevirkede, at samtalen var fokuseret på det, patienten anså som det vigtigste. Dermed gav PRO værdi i deres kliniske arbejde.

Hvorfor lave en procesevaluering

Når man laver store randomiserede undersøgelser, finder man svar på det, man undersøger. Men man ved ikke, hvad der er sket undervejs og hvilke mekanismer, der har ført til det fundne resultat. Procesevalueringen blev derfor gennemført samtidig med det randomiserede studie for at undersøge implementeringsgraden af interventionen.

Procesevalueringen undersøgte, om patienterne i studiet var repræsentative ift. de patienter, som klinikkerne generelt ser. Der blev også set på patienternes og lægernes anvendelse af systemet, om patienterne var i stand til at udføre de handlinger, som var nødvendige for at gennemføre interventionen, og endelig blev lægernes vurdering af PRO og hjemmemonitorering undersøgt.

- Procesevalueringen er med til at højne værdien af fundene fra hovedstudiet (RCT), da den viser, hvilke faktorer, man skal tage højde for i implementeringen af et PRO-system, hvis man som klinisk afdeling vil følge patienterne hjemmefra, konstaterer Birgith Engelst Grove.

Procesevalueringen: 'Remote Symptom Monitoring Using Patient-Reported Outcomes in Patients With Chronic Kidney Disease: Process Evaluation of a Randomized Controlled Trial' blev publiceret i JMIR Formative Research 24.04.24 doi: 10.2196/48173

Vil du vide mere?

Kontakt Birgith

Ph.d. og forsker

Mobil: 2329 8416

E-mail: bigcri@rm.dk