Den korte version

Hvad handler det om

Health Connect er et forskningsprogram støttet af Region Midtjylland. Programmet udvikler digitale løsninger til både somatiske og psykiatriske patientforløb. Målet er at sikre, at fremtidens digitale sundhedsløsninger bliver tilgængelige og brugbare for alle patienter – uanset deres digitale kompetencer.

Hvorfor er det vigtigt

Med flere ældre og multisyge borgere stiger presset på sundhedsvæsenet. Digitale løsninger kan gøre patientforløb mere effektive og patientcentrerede. Det er dog afgørende, at løsningerne tilpasses forskellige behov og kompetencer, så ingen patienter føler sig udelukket.

26.11.2024

Et nyt regionalt forskningsprogram skal sikre, at fremtidens digitale sundhedsløsninger bliver tilgængelige og brugbare for alle patienter – uanset digitale kompetencer.

 

Forskningsprogrammet Health Connect er støttet af Region Midtjylland og skal udvikle, evaluere og implementere digitale løsninger, der både understøtter somatiske og psykiatriske forløb.

Fokus på inklusion og lige adgang

Med en voksende andel af ældre og multisyge borgere samt et generelt højere krav til sundhedsvæsenet, er der behov for effektive, patientcentrerede og sammenhængende forløb.

Digitale sundhedsløsninger har potentiale til at skabe netop sammenhængende patientforløb. De kan støtte med rettidig information, give præcis vejledning og involvere patienterne aktivt – f.eks. gennem patientrapporterede oplysninger (PRO).

Samtidig er der risiko for, at digitaliseringen kan øge uligheden i sundhed. Ikke alle borgere føler sig trygge ved digitale patientforløb, og nogle føler sig slet ikke i stand til at deltage.

Patienter som aktive medspillere

Health Connect ledes af professor i reumatologisk sundhedstjenesteforskning Annette De Thurah, Aarhus Universitetshospital og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet i samarbejde med lektor Liv Schougaard fra AmbuFlex og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet.

For at sikre, at alle patienter har lige muligheder for at deltage, skal programmet udvikle løsninger, der kan tilpasses patienternes forskellige behov og kompetencer. Lektor Liv Schougaard understreger:

- Fra vores tidligere forskning ved vi, at det ofte er de ressourcestærke patienter, der f.eks. får tilbudt et PRO-baseret forløb. Men vi ved også, at patienter med færre ressourcer ofte vil høste en større gevinst ved at deltage. Derfor er det vigtigt, at vi udvikler digitale løsninger på en måde, så vi ikke efterlader patienter på perronen.    

8 projekter skal vise vejen

Health Connect omfatter otte forskningsprojekter med fokus på udvikling af digitale løsninger på tværs af patientgrupper og behov.

1. PRO til ældre kræftpatienter

  • Målgruppe: Ældre kræftpatienter
  • Formål: at undersøge, hvilke udfordringer nonrespondenter af digitale spørgeskemaer oplever samt at udvikle og teste en ny løsning tilpasset ældre kræftpatienters individuelle digitale kompetencer og behov.

2. Kontrol uden fremmøde

  • Målgruppe: Patienter med muskelgigt
  • Formål: At udvikle en digital løsning der kan støtte patienter med muskelgigt til udtrapning af binyrebarkhormon mhp. videre opfølgning i almen praksis.

3. Digital understøttelse til patienter med bipolar lidelse

  • Målgruppe: Patienter med bipolar lidelse
  • Formål: At udvikle og afprøve digitale løsninger, der kan understøtte patientforløbet for nyhenviste patienter. Derudover skal projektet undersøge patienters og klinikeres oplevelse af digitale patientforløb.

4. Implementering af digital patientundervisning til patienter med leddegigt

  • Målgruppe: Patienter med leddegigt
  • Formål: at fremme implementeringen af digital patientundervisning i klinisk praksis ved at gennemføre en sundhedsøkonomisk analyse og undersøge digitale sundhedskompetencer samt tilpasse patientundervisningstilbud til individuelle behov og kompetencer.

5. Sundhedsøkonomisk analyse af hjemmemonitorering til kronisk syge

  • Målgruppe: Patienter med kronisk nyresygdom
  • Formål: at undersøge om hjemmemonitorering af patienter med kronisk nyresygdom er omkostningseffektiv sammenlignet med traditionelle fremmødekonsultationer.

6. Digitalt forløb til patienter med kronisk sygdom

  • Målgruppe: Patienter med kronisk sygdom
  • Formål: at udvikle og implementere et digitalt værktøj til patienter, som følges hjemmefra med PRO. Målet er at styrke patienternes evne til at håndtere opblussen i sygdom og skabe tryghed i at blive fulgt hjemmefra.

7. Sundhedsprofessionelles erfaringer med PRO i digitale patientforløb

  • Målgruppe: Sundhedsprofessionelle der anvender AmbuFlex PRO-løsninger
  • Formål: at afdække hvordan sundhedsprofessionelle opfatter og bruger PRO-løsninger med fokus på, hvordan løsningerne ændrer klinisk praksis, og hvordan digitale kompetencer og ændrede arbejdsgange får betydning i digitale patientforløb.

8. Patientinvolvering i udviklingsprocessen af digitale interventioner

  • Målgruppe: Patienter
  • Formål: at udvikle og implementere en systematisk tilgang til patientinvolvering i udviklingsprocessen for at sikre en meningsfuld involvering og styrke relevansen, kvaliteten og implementeringen af digitale interventioner.

Mod en mere inkluderende fremtid

Health Connect sigter mod at sætte nye standarder for digital sundhed ved at sikre, at fremtidens løsninger både løfter patienternes livskvalitet og udnytter sundhedsvæsenets ressourcer optimalt – til gavn for alle.

Vil du vide mere?

Kontakt forskningsansvarlig, seniorforsker

Liv Schougaard, Ph.d., cand. scient. san og sygeplejerske 

Mobil: 2399 1081

E-mail: livschou@rm.dk