MR-skanning

08.12.2025

I samarbejde med Røntgen og skanning, Regionshospital Horsens udvikler vi en løsning, der skal bruges inden en MR-skanning.

Kort om løsningen

Hvert år henvises mange patienter med sportsskader, knæ- og rygproblemer til MR-skanning. Sammen med henvisningen registreres vigtige oplysninger om fx indopereret metal eller klaustrofobi i et metalskema, som udfyldes af den henvisende læge i samarbejde med patienten.

Udfordringen er, at metalskemaet ofte er mangelfuldt udfyldt, hvilket kan føre til aflysninger, forsinkelser i patientforløbet og spild af skannertid.

For at styrke kvaliteten af oplysningerne udvikles et PRO-skema, som patienten selv udfylder forud for skanningen. Skemaet skal fungere som supplement til metalskemaet.

Formålet 

Formålet med PRO-løsningen er at indhente den nødvendige information forud for patientens MR-skanning, så afdelingen kan:

  • Planlægge skanningerne mere effektivt og reducere behovet for personaleressourcer til at identificere eventuelle kontraindikationer.
  • Udnytte ressourcerne bedst muligt ved bl.a. at minimere risikoen for aflysninger i sidste øjeblik, der ellers fører til spildtid og tomme skannere.
  • Gennemføre sikre skanninger ved at undgå at skanne patienter med indopereret materiale, som kan medføre alvorlige skader.

Vil du vide mere om løsningen, kan du kontakte PRO-konsulent Sidse Østergaard Olesen på sidsjo@rm.dk

Knæ- og hofteartrose

I samarbejde med Fysio- og Ergoterapien samt Ortopædkirurgisk Afdeling på Regionshospitalet Horsens implementerer vi en løsning til patienter med hofteartrose, og i samarbejde med Ortopædkirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital implementerer vi en løsning til knæartrose.

Kort om løsningerne

PRO-løsningerne bygger på PRO-sekretariatets nationale spørgeskemaer til patienter med knæ- og hofteartrose.

Patienterne svarer på et digitalt spørgeskema om deres symptomer, funktionsniveau og livskvalitet. Svarene hjælper afdelingen med at identificere patienter med behov for opfølgning, mens patienter, der kommer sig som forventet, kan undgå unødvendige kontroller.
På den måde anvendes ressourcerne, hvor behovet er størst - til gavn for både patienter og personale.

Samtidig kan patientens svar understøtte samtalen mellem patient og kliniker og sikre, at fokus rettes mod de områder, patienten selv oplever som væsentlige.

Formål

Formålet med PRO-løsningerne er at:

  • styrke patientinddragelsen gennem systematisk brug af PRO-data.
  • understøtte en målrettet og effektiv opfølgning hos patienter med knæ- og hofteartrose.
  • understøtte dialogen mellem patient og kliniker.
  • bidrage til kvalitetsudvikling og forskning i behandling af knæ- og hofteartrose.

Vil du vide mere om løsningen, kan du kontakte PRO-konsulent Elina Rasmussen på elinrs@rm.dk

Copenhagen Burnout Inventory (CBI)

I samarbejde med Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, implementerer vi en PRO-løsning, som bruges til patienter, der er i udredning for udbrændthed.

Kort om løsningen

CBI bruges til at måle udbrændthed inden for personlig, arbejdsrelateret og klientrelateret udbrændthed. Udbrændthed viser sig som langvarig træthed og psykisk og fysisk udmattelse, og det kan betragtes som en form for stressreaktion.  

Psykologen vurderer til første konsultation hvilke udredende skemaer, der er relevante for den enkelte patient. Patienten svarer på spørgeskemaet under konsultationen, hvorefter svarene inddrages i samtalen mellem patient og psykolog. Svarene fra spørgeskemaet indgår i en samlet vurdering af patienten.

Formål

Løsningen bidrager til:

  • at understøtte dialogen i forbindelse med udredning og diagnosticering for udbrændthed
  • effektivisere indsamlingen af relevante oplysninger ifm. udredning

Vil du vide mere om løsningen, kan du kontakte PRO-konsulent Anne Rytter på anne.rytter@rn.dk

 

Faldudredning

Sammen med Faldklinikken, Ældresygdomme på Aarhus Universitetshospital, udvikler vi en PRO-løsning, der skal understøtte faldudredning.

Kort om løsningen

I Faldklinikken på AUH udredes og behandles patienter med svimmelhed og faldtendens. Patienterne er typisk over 65 år og henvises ofte fra egen læge, som har foretaget en indledende faldvurdering.

En faldudredning i klinikken varer op til fire timer og omfatter undersøgelser ved en fysioterapeut, sygeplejerske og læge.

I dag bliver patienterne bedt om at printe og udfylde et spørgeskema samt en opdateret medicinliste, enten hjemmefra eller i venteværelset. Skemaerne scannes derefter ind i EPJ, hvor de kan være vanskelige at finde. Det betyder, at personalet ofte ikke har adgang til patientens svar inden besøget, hvilket begrænser mulighederne for at forberede udredningen.

Formål

Formålet med PRO-løsningen er at:

  • forberede besøget i klinikken samt fokusere samtaler og undersøgelser ud fra patientens behov
  • minimere ressourcer til administration, indskanning mv. i forbindelse med spørgeskemaerne.

Vil du vide mere om løsningen, kan du kontakte PRO-konsulent Alexandra Winkler Karlsen på alekar@rm.dk.

Oplysningsskema til kirurgi, bedøvelse og operation

I samarbejde med Bedøvelse og Operation og Ortopædkirurgisk afdeling på Regionshospitalet Horsens er vi i gang med at udvikle et oplysningsskema, der skal understøtte den kirurgiske forundersøgelse og det anæstesiologiske tilsyn inden en operation.

Kort om løsningen

Oplysningsskemaet udvikles som en del af en prøvehandling på det præoperative område for at afklare, om et oplysningsskema i AmbuFlex kan understøtte et bedre OP-flow samt et bedre patientoplevet forløb.

Formål

Patienten skal svare på spørgeskemaet inden den kirurgiske forundersøgelse. Oplysningerne skal efterfølgende bruges af anæstesiologien til deres tilsyn og evt. lige inden operationen, så patienterne ikke skal svare på flere spørgeskemaer med samme spørgsmål i forløbet.

Oplysningsskemaet forventes at indeholde grundlæggende oplysninger om patienternes helbred.

Vil du vide mere om løsningen, kan du kontakte PRO-konsulent Helle Dahl Harbo på hellhb@rm.dk