Forsker Birgith Engelst Grove var i maj inviteret til Tyskland, hvor hun holdt oplægget “Digitizing the Patient Voice".

24.06.2025

Hospitaler verden over er under stigende pres: Flere patienter, mangel på personale og voksende forventninger kræver nye løsninger. Derfor kigger mange mod Danmark, hvor PRO-data bruges aktivt til at prioritere ressourcer, målrette behandling og opfølgning og sikre kvalitet. 

Den danske tilgang til digitalisering af sundhedsvæsenet vækker opmærksomhed internationalt – og det kan mærkes hos vores forskerteam, som i stigende grad bliver inviteret til at dele erfaringer og metoder på den internationale scene.

Fra Herning til Harvard

Seniorforsker Liv Marit Valen Schougaard deltog for nylig i et virtuelt ISOQOL-symposium (International Society for Quality of Life Research), hvor hun fortalte om, hvordan vi underviser klinikere i brugen af PRO.

- Vi oplever stor interesse for, hvordan vi i Danmark har gjort PRO til en integreret del af klinisk praksis, da mange lande står med lignende udfordringer, siger Liv. 

Til sommer underviser hun på PROVE Summer School, Mass General Brigham, Harvard Medical School i online sessionen “PROMs as Performance Measures”. Her præsenterer hun, hvordan PRO i Danmark systematisk anvendes til at skabe værdi for både patienter, klinikere og sundhedsvæsenet. 

Patientens stemme løfter kvaliteten af kliniske studier

Forsker Birgith Engelst Grove var i maj inviteret til Tyskland, hvor hun holdt oplægget “Digitizing the Patient Voice”. Temaet var “Rethinking Clinical Trials”, og Birgiths budskab var klart: 

- PRO-data skal ikke bare være et supplement i kliniske studier – de er en central kilde til indsigt i patienters oplevelser og kan bidrage til bedre studiedesign, stærkere resultater og mere meningsfuld anvendelse i praksis. 

Birgith viste bl.a., hvordan PRO-data i PROKID-studiet har gjort det muligt at erstatte fysiske kontakter med PRO-baseret opfølgning – uden at gå på kompromis med patientsikkerhed eller livskvalitet.

En del af det internationale PRO-fællesskab

I AmbuFlex er det en prioritet at bidrage til det internationale PRO-fællesskab bl.a. gennem netværket PROTEUS, hvor internationale eksperter arbejder for at fremme meningsfuld brug af PRO. Her deler vi både vores erfaringer og henter ny viden hjem til Danmark. 

- Ved at deltage i internationale netværk og fora sikrer vi, at Danmark fortsat er i front med udviklingen af PRO. Det er en vigtig kilde til erfaringsudveksling, afslutter Liv Schougaard.