Kort om løsningen

PRO-løsningen er udviklet i samarbejde med Hjertesygdomme på Regionshospitalet Gødstrup. Løsningen afprøves i efteråret 2026 og skal bruges til at følge symptomudvikling over tid.

Endokarditis-spørgeskemaet indsamler PRO gennem hele behandlingsforløbet:

  • Under indlæggelse
  • Under aktiv behandling i eget hjem
  • I opfølgningsperioden efter endt behandling

Spørgeskemaet er tilpasset de tre behandlingsperioder med variation i indhold og hyppighed for besvarelse. Skemaet er relativt kort, da patienterne besvarer skemaet mange gange.
PRO-data giver klinikerne viden om patientens symptomer samt fysisk og psykisk helbred.

Formål

Formålet med at følge denne patientgruppe med patientrapporterede oplysninger er, at:

  • understøtte og fokusere dialogen med patienten
  • understøtte vurdering af symptomudvikling
  • følge symptomer og helbred gennem et langt behandlingsforløb
  • understøtte vurdering af behovet for kontakt under hjemmebehandling og opfølgning
  • øge patientens opmærksomhed på egne symptomer

Baggrund

Endokarditis er en betændelsestilstand i hjertets indre hinde og hjerteklapper. I Danmark rammes ca. 600–700 personer årligt. Behandlingen består typisk af antibiotika i 4–6 uger.

Patienterne er ofte indlagt i hele behandlingsperioden på grund af intravenøs antibiotikabehandling og behov for hjerteovervågning. En andel kan dog overgå til tabletbehandling i hjemmet i de sidste 2–4 uger. Efter afsluttet behandling følges patienterne i en kortere opfølgningsperiode.

Tæt opfølgning er afgørende for at vurdere, om behandlingen virker. Ændringer i symptomer kan være tidlige tegn på, at behandlingen ikke virker som forventet.

I nogle tilfælde oplever patienterne symptomer, før de kan påvises ved kliniske undersøgelser. Hyppige PRO-besvarelser kan derfor bidrage til tidlig opsporing af sygdomsaktivitet og styrker den patientuddannelse og vejledning, der allerede er en central del af behandlingen.

Patientgruppe

Patienter med endokarditis.

Spørgeskema

Spørgeskemaets indhold varierer afhængigt af, hvornår i behandlingsforløbet patienten svarer på spørgeskemaet.

Emner under aktiv behandling under indlæggelse

  • Symptomer: åndenød, natlige svedeture, kulderystelser, kvalme, manglende appetit, svimmelhed, udmattelse, svært ved at huske, koncentration, nedtrykthed
  • Hud- og slimhinder
  • Mave- og tarmfunktion
  • Smerter

Emner under aktiv behandling i eget hjem

Samme emner som under indlæggelse og deruodver:

  • Feber
  • Hævede ben og ankler
  • Vægt
  • Daglige aktiviteter

Emner i opfølgningsperiode efter afsluttet behandling

  • Symptomer: åndenød, natlige svedeture, kulderystelser, kvalme, manglende appetit, svimmelhed, udmattelse, svært ved at huske, koncentration
  • Feber
  • Hævede ben og ankler
  • Vægt 
  • Daglige aktiviteter
  • Fysisk aktivitet
  • mental trivsel
  • Tanker om fremtiden

Farvekoder

Farvekoderne hjælper klinikerne med at identificere områder, der kræver særlig opmærksomhed i samtalen med patienten.

  • Røde svar kræver opmærksomhed.
  • Gule svar kan kræve opmærksomhed.
  • Grønne svar kræver ikke opmærksomhed.

Patientforløbet i PRO-løsningen

Inden patienten svarer på spørgeskemaet første gang

  • Sygeplejerske tilmelder patienten AmbuFlex og instruerer patienten i at udfylde spørgeskemaet.
  • Patienten modtager informationsmateriale, hvor anvendelsen af spørgeskemaet er beskrevet.

Under indlæggelsen

  • Patienten svarer på spørgeskemaet på patienttablet mandag, onsdag og fredag formiddag inden stuegang.
  • Har patienten behov for hjælp til at udfylde spørgeskemaet, hjælper sygeplejersken.
  • Sygeplejerske og læge ser svarene inden stuegang, og svarene inddrages i dialogen.

Under hjemmebehandling og opfølgning

  • Ved udskrivelse får patienten et postkort med QR-kode, der giver nem adgang til spørgeskemaet.
  • Patienten svarer på spørgeskemaet på blodprøvedage, som er planlagt til dagen før lægeopfølgning.
  • Svarene vurderes sammen med blodprøver for at afgøre, om der er behov for at kontakte patienten.
Lene Bjerre Graakjær

Vil du vide mere?

Kontakt PRO-konsulent

Lene Bjerre Graakjær

Mobil: 2177 0482

E-mail: lengra@rm.dk