Kort om løsningen
PRO-løsningen er udviklet i samarbejde med Ernæringsklinikken på Regionshospitalet Gødstrup i 2025-2026.
PRO-data giver den kliniske diætist indsigt i patientens kostvaner inden første konsultation og kan anvendes til at følge patientens kostvaner undervejs i forløbet.
PRO-løsningen indeholder det validerede HjerteKost-skema, udviklet af Hjerteforeningen. HjerteKost-skemaet indgår i det nationale Hjerterehabiliteringsskema fra Sundhedsdatastyrelsen.
Formål
Formålet med at følge denne patientgruppe med patientrapporterede oplysninger er, at:
- Understøtte dialogen under diætbehandling
- Målrette individuel vejledning
- Følge udvikling fra første til sidste konsultation
- Understøtte patientens forberedelse inden konsultationen
- Understøtte patientinddragelse og ansvar i egen behandling
Baggrund
Patientens kostvaner er tidligere blevet vurderet ved hjælp af en tre dages maddagbog. Den erstattes nu af HjerteKost‑skemaet, som giver patienten et mere brugervenligt værktøj og samtidig leverer validerede scores for, hvor hjertesund patientens kostvaner er i forhold til indtag af fedt, fisk, frugt og grønt.
Svarene gør det muligt for klinikeren at målrette diætbehandlingen mod de vigtigste fokusområder og følge, om behandlingen fører til ændringer i kostvanerne over tid.
HjerteKost-skemaet bruges allerede i hjerterehabiliteringsklinikker på sygehuse og i flere kommuner. Det indgår desuden i kvalitetssikringen af hjerterehabilitering gennem registreringer i Dansk Hjerterehabiliteringsdatabase (DHRD).
Patientgruppe
Hjertepatienter med forhøjet kolesterol, som kommer til konsultation i Ernæringsklinikken 1-3 gange over ca. 3 måneder.
Spørgeskemaet
Spørgeskemaet indeholder spørgsmål om:
- Kostvaner med fokus på indtag af fedt
- Kostvaner med fokus på indtag af fisk, frugt og grønt
- Motion
- Rygning
- Alkohol
Farvekoder
Farvekoderne bliver brugt til at guide klinikernes opmærksomhed mod områder, der skal fokuseres særligt på i samtalen med patienten.
- Røde svar kræver opmærksomhed
- Gule svar kan kræve opmærksomhed
- Grønne svar kræver ikke opmærksomhed
Patientforløbet i PRO-løsningen
Inden patienten besvarer spørgeskemaet første gang
- Sekretæren booker patient til konsultation og tilmelder samtidigt patient til AmbuFlex
Patienten besvarer spørgeskemaet inden konsultation
- Patienten får et indkaldelsesbrev med link til hjemmesiden, hvor spørgeskemaet kan besvares.
- Patienten får sms-påmindelse og bliver tildelt en opgave i Den Digitale Forløbsguide 2 dage inden konsultation.
- Patienten udfylder spørgeskemaet hjemme inden den planlagte konsultation.
- Patienten udfylder igen spørgeskemaet inden de efterfølgende konsultationer.
Efter patienten har besvaret spørgeskemaet
- Den kliniske diætist ser besvarelse før konsultation.
- Patients besvarelse danner udgangspunkt for samtale under konsultation.