Kort om løsningen
PRO-løsningen er udviklet i samarbejde med Hjertekirurgisk Afsnit på Aarhus Universitetshospital.
Løsningen er taget i brug samme sted i 2026 og anvendes til at målrette den postoperative opfølgningssamtale, som overvejende foregår telefonisk.
PRO-data giver klinikere indsigt i patientens symptomoplevelse samt fysiske og psykiske helbred, efter patient er udskrevet efter akut eller planlagt hjerteoperation.
Formål
Formålet med at følge denne patientgruppe med patientrapporterede oplysninger er, at:
- sikre at dialogen tager udgangspunkt i det, der fylder for patienten
- understøtte struktur for opfølgningen
- medvirke til at opfange komplikationer efter operationen
- understøtte planlægning af det videre behandlingsforløb
Baggrund
I Danmark lever omkring 524.000 danskere med en hjerte-kar-sygdom, og tallet er stigende, hvilket gør det til en af de største folkesygdomme.
I Region Midtjylland bliver ca. 700 patienter årligt opereret på grund af en hjerte-kar-sygdom.
At blive opereret for en hjerte-kar-sygdom medfører risiko for forskellige komplikationer, som kan opstå på forskellige tidspunkter i forløbet. Nogle opstår under indlæggelsen, mens andre viser sig efter udskrivelsen.
Ved at patienterne svarer på et spørgeskema om deres sundhedstilstand inden den postoperative opfølgning, kan klinikerne målrette opfølgningen i forhold til patientens behov.
Patientgruppe
Patienter, der har gennemgået en planlagt eller akut hjerteoperation – fx en hjerteklapoperation eller en bypassoperation – og som tilbydes en postoperativ opfølgningssamtale.
Spørgeskema
Spørgeskemaet indeholder spørgsmål om:
- Infektionstegn
- Smerter
- Fysisk aktivitet
- Symptomer (åndenød, svimmelhed, hævede ben)
- Mave- og tarmfunktion
- Kost
- Søvn og hvile
- Mental trivsel
- Rygning
Farvekoder
Farvekoderne bliver brugt til at guide klinikernes opmærksomhed mod områder, der skal fokuseres særligt på i samtalen med patienten.
- Røde svar kræver opmærksomhed
- Gule svar kan kræve opmærksomhed
- Grønne svar kræver ikke opmærksomhed
Patientforløbet i PRO-løsningen
Inden patienten besvarer spørgeskemaet første gang
- Patienten får ved udskrivelsen information om at besvare spørgeskema inden den postoperative opfølgning.
- Sekretæren booker patienten til den postoperative opfølgning og tilmelder samtidig patient til AmbuFlex.
Patienten besvarer spørgeskemaet inden konsultation
- Patienten modtager indkaldelsesbrev med information om spørgeskema.
- Patienten modtager sms-påmindelse med link til besvarelse
- Patienten udfylder spørgeskemaet hjemme ca. 3 dage inden den postoperative opfølgning.
Efter patienten har besvaret spørgeskemaet
- Sygeplejersken (evt. læge) ser besvarelsen umiddelbart inden opfølgningssamtalen.
- Patientens besvarelse danner udgangspunkt for samtalen i den postoperative opfølgning.