Kort om løsningen

PRO-løsningen er udviklet på Kræftafdelingen, Aarhus Universitetshospital, hvor den også anvendes i dag.

De første patienter blev tilmeldt i april 2026.

Formål

Formålet med at følge denne patientgruppe med patientrapporterede oplysninger er, at:

  • øge patientens opmærksomhed på eget helbred og give dem ansvar i egen behandling.
  • give patienten en anbefaling for, om der er behov for kontakt til afdelingen, egen læge eller tandlæge.

Baggrund

Løsningen til opfølgning 3-5 år efter hoved-halskræft blev udviklet for at imødekomme nye behov, der opstod som følge af et ændret opfølgningsforløb.

I de første 2 år efter behandling går patienterne i et opfølgningsforløb på hospitalet, hvor de ses til en fysisk konsultation.

Efter 2 år overgår nogle patienter til en opfølgning uden planlagte kontroller. Patienten skal her selv være opmærksom på nye symptomer og kontakte kræftafdelingen ved behov. For at hjælpe patienten med at vurdere, om de bør kontakte afdelingen, svarer de på et spørgeskema med spørgsmål om mulige symptomer.

På baggrund af patientens svar genereres en automatisk tilbagemelding med en anbefaling om kontakt. Ansvaret for at tage kontakt ligger hos patienten, og spørgeskemaet skal hjælpe med at guide patienten.

Patientgruppe

Patienter i opfølgning 3-5 år efter endt behandling for hoved-halskræft.  
Det beror på en individuel klinisk vurdering, hvorvidt patienten er egnet til et PRO-forløb.

Spørgeskema

Spørgeskemaet til opfølgning 3-5 år efter behandling tager afsæt i et eksisterende spørgeskema til samme målgruppe, som anvendes op til 2 år efter behandling.

Det nye spørgeskema er udviklet og tilpasset i et tæt samarbejde mellem sundhedsfaglige specialister fra Aarhus Universitetshospital og AmbuFlex, Center for Patientrapporterede Oplysninger.

Spørgeskemaet indeholder spørgsmål om forværring af eller nytilkomne symptomer på synkeproblemer, hæshed og smerter.
Derudover er der spørgsmål om bl.a. knuder på halsen, problemer med tænderne eller nye symptomer.

Farvekoder

Når patienterne har indsendt deres svar, får de umiddelbart efter en anbefaling om, hvorvidt de bør kontakte klinikken, egen læge eller tandlæge. Patienterne får besked via digital post. 

Anbefalingen til patienten på baggrund af farvekoden er:

Grøn

Patienten skal ikke kontakte klinikken.

Gul

Patienten anbefales at kontakte egen læge eller en tandlæge.

Rød

Patienten anbefales at kontakte kræftafdelingen.

 

Alle patienter bliver informeret om, at de altid kan kontakte Kræftafdelingen, hvis de har spørgsmål eller symptomer, de gerne vil tale om.

Hvis patienten ikke svarer på spørgeskemaet, kommer han/hun på klinikkens liste. Klinikken vurderer, om patienten skal kontaktes eller afsluttes i PRO-løsningen.

Patientforløbet i PRO-løsningen

Flowchart der viser patientforløbet i PRO-løsningen til patienter i opfølgning efter hoved-halskræft 3-5 år efter behandling

Inden patienten besvarer spørgeskemaet første gang

  • Lægen vurderer, om patienten er egnet til AmbuFlex.
  • Sekretæren opretter patienten i AmbuFlex-systemet og sætter udsendelse til 1 år efter sidste konsultation.

Patienten besvarer spørgeskemaet

  • Patienterne får et brev i sin digitale postkasse med link til hjemmesiden, hvor de kan besvare spørgeskemaet.
  • Besvarer patienten ikke skemaet, sendes der en rykker.

Efter patienten har besvaret spørgeskemaet

  • Patienterne skal på baggrund af deres besvarelse og feedbackbrev selv følge anbefalingerne om kontakt.
Anne Jessen

Vil du vide mere?

Kontakt PRO-konsulent

Anne Jessen 

Tlf. 2913 8402

anejss@rm.dk