Kort om løsningen

Løsningen er udviklet i samarbejde med Gigtklinikken på AUH og en ressourcegruppe med deltagere fra hele Region Midtjylland. Gigtklinikken tilmeldte de første patienter i januar 2026, og løsningen understøtter i dag en klinisk vurdering af patienternes behov for kontakt.

Formål

Formålet med at følge denne patientgruppe med patientrapporterede oplysninger er, at:

  • vurdere hvilke patienter der har behov for kontakt
  • skabe overblik over patientens sygdomsaktivitet over tid

Baggrund

Axial Spondylartritis (AxSPA) er en kronisk inflammatorisk gigtsygdom med en forekomst på mellem 0,3-1,4 %.

I Region Midtjylland skønnes der i øjeblikket at være ca. 1.000 patienter, der bliver fulgt på de reumatologiske afdelinger. Det væsentligste symptom er rygsmerter i balleregionen eller lænderyggen. Patienter med høj sygdomsaktivitet oplever ofte nedsat livskvalitet og påvirket arbejdsevne.

Antallet af patienter med rygsøjlegigt er stigende. Men da flere er velbehandlede og har det godt, ønskede klinikken er løsning, hvor patienterne udelukkende ses i klinikken, når de har et behov.

Patienterne indkaldes fortsat til fysisk fremmøde ved hver 2. kontrol, så der kan gennemføres kliniske mål af fleksibilitet og mobilitet.

Patientgruppe

Patienter med AxSPA.
En patient kan indgå i PRO/rygsøjlegigt når vedkommende er:

  • diagnosticeret med rygsøjlegigt og
  • sygdommen er i en stabil fase.

Spørgeskema

Spørgeskemaet er udviklet i samarbejde med kliniske eksperter fra Gigtklinikker i Region Midtjylland. Det tager udgangspunkt i den Nationale Behandlingsvejledning og indeholder spørgsmål fra DanBIO, en funktionsskala (BASDAI) og en skala til vurdering af bevægeapparatet (BASFI).

Derudover er der tilføjet kliniske mål for at vurdere patientens kontaktbehov.

Farvekode

Farvekoderne anvendes til at vurdere, om patienten har behov for kontakt.

  • En grøn besvarelse viser, at patienten ikke har behov for kontakt på nuværende tidspunkt.
  • En gul besvarelse viser, at patienten kan have behov for kontakt. Patienten ringes op.
  • En rød besvarelse viser, at patienten har behov for kontakt. Patienten bookes til ambulant konsultation.

Patientforløb i PRO-løsningen

Visitation til løsningen

  • Når patienten er i en stabil fase, informerer den patientansvarlige læge patienten om PRO-løsningen og udleverer et infoark om løsningen.
  • Sekretæren tilmelder patienten AmbuFlex og booker en PRO Rygsøjlegigt kontrol ved gennemgang af journalnotat.

Inden patienten besvarer spørgeskemaet første gang

  • Patienten modtager umiddelbart efter tilmeldingen et brev med Digital Post.
  • Patienten får en påmindelses-SMS om at svare på spørgeskemaet 10 og 7 dage inden den bookede tid. 

Patienten besvarer spørgeskemaet

  • Patienten svarer på spørgeskemaet på minesvar.rm.dk
  • Patienten får taget en blodprøve for at måle infektionstal. 

Efter patienten har besvaret spørgeskemaet

  • En sygeplejerske ser og godkender besvarelsen og kontrollerer blodprøveresultater indenfor 14 dage.
  • Hvis PRO-svar eller blodprøver viser forværring eller giver anledning til spørgsmål, bliver patienten booket til telefonisk opfølgning.
  • Hvis blodprøver og PRO-svar indikerer, at patienten har det fint, får patienten en besked om dette med Digital Post.
Nanna Toxvig Sørensen

Vil du vide mere?

Kontakt PRO-konsulent

Nanna Toxvig Sørensen

Tlf. 2360 4380

nansoere@rm.dk