Kort om løsningen
PRO-løsningen er udviklet i 2024 samarbejde med Vestdansk Center for Rygmarvsskade, hvor løsningen også anvendes i dag.
Formål
Formålet med PRO-løsningen er, at:
- afgøre hvilke patienter, der skal have ambulant opfølgning, og om opfølgningen skal være i form af fysisk fremmøde eller en telefon- eller videosamtale.
- beslutte hvilken kliniker patienten skal tale med fx sygeplejerske, fysioterapeut, ergoterapeut eller læge.
- at understøtte samtalen så der fokuseres på det, der fylder mest for patienten.
Baggrund
På Vestdansk Center for Rygmarvsskade får patienter med rygmarvsskade livslang opfølgning. Patienterne kommer fra hele Jylland og Fyn.
De ambulante opfølgninger bidrager til at reducere symptomer og øvrige sygehuskontakter ved både at behandle og forebygge forskellige problematikker som tryksår og udskillelses-problematikker, der er hyppige blandt disse patienter.
PRO-løsningen giver mulighed for en mere struktureret opfølgning, der samtidig kan tilpasses den enkeltes behov.
Patientgruppe
Patienter med rygmarvsskade, der har været indlagt på Vestdansk Center for Rygmarvsskade.
Spørgeskema
Spørgeskemaet indeholder spørgsmål om:
- Funktionsevne
- Fysisk aktivitet
- Vandladning
- Tarmfunktion
- Smerter
- Spasticitet
- Autonom dysrefleksi
- Tryksår
- Livskvalitet
Farvekoder
Farvekoderne bliver brugt til at vurdere, om patienten har behov for kontakt til klinikken.
- Rød: patienten har behov for kontakt til klinikken.
- Gul: patienten kan have behov for kontakt til klinikken.
- Grøn: patienten har ikke behov for kontakt til klinikken.
Patientforløbet i PRO-løsningen
Inden patienten besvarer spørgeskemaet første gang
Ved udskrivelse tilmeldes patienten AmbuFlex og informeres om, at spørgeskemaet er en del af opfølgningsforløbet.
Patienten besvarer spørgeskemaet
- Patienten modtager et brev i deres digitale postkasse med et link og vejledning til at udfylde spørgeskemaet.
- Patienten besvarer skemaet hjemmefra.
Efter patienten har besvaret spørgeskemaet
- Alle besvarelser ses af en sygeplejerske, der vurderer, om patienten har behov for kontakt eller ej.
- Herefter bookes patienten til en samtale med de relevante fagpersoner.
- Patienten ses til fremmøde i klinikken eller får en telefon- eller videokonsultation.
- Patientens svar danner udgangspunkt for opfølgningssamtalen.