Kort om løsningen

PRO-forløbet til patienter med knæartrose er udviklet med udgangspunkt i Sundhedsdatastyrelsens nationale PRO-pakke for hofte- og knæartrose og er lokalt tilpasset i samarbejde med Klinik for Ortopædkirurgi 1, Aarhus Universitetshospital.

Løsningen består af tre spørgeskemaer, som understøtter patientens forløb før og efter operation:

  • Forundersøgelse:
    Anvendes som dialogstøtte og som sammenligningsgrundlag ved senere opfølgning.
  • 3-måneders opfølgning:
    Understøtter PRO-guidet kontakt, hvor patienten selv kontakter klinikken ved behov.
  • 1-års opfølgning:
    Understøtter PRO-guidet kontakt, hvor patienten selv kontakter egen læge ved behov.

I dag anvendes løsningen på Klinik for Ortopædkirurgi 1, Aarhus Universitetshospital, hvor PRO-data indgår i den kliniske vurdering, understøtter dialogen med patienten og bidrager til opfølgning og løbende evaluering af behandlingsresultater.

De første patienter blev tilmeldt løsningen i marts 2026.

Formål

Formålet med løsningen er at:

  • styrke patientinddragelsen gennem systematisk anvendelse af patientrapporterede oplysninger,
  • understøtte målrettede opfølgningsforløb for patienter med knæartrose.
  • kvalificere dialogen mellem patient og sundhedsprofessionel.
  • integrere nationale PRO-standarder i den kliniske praksis.
  • bidrage til kvalitetsudvikling, læring og forskning inden for behandling af knæartrose.
  • sikre, at ressourcer anvendes dér, hvor behovet er størst.

Baggrund

Knæartrose er en udbredt lidelse, som kan medføre smerter, nedsat funktion og reduceret livskvalitet. For nogle patienter kan behandling med knæalloplastik være relevant.

Traditionelt har opfølgning efter operation været standardiseret, selvom patienternes behov varierer. Nogle patienter har et ukompliceret forløb, mens andre har behov for tættere opfølgning.

PRO-løsningen er udviklet for at understøtte en mere individuel og behovsstyret opfølgning. Med udgangspunkt i patientens egne oplysninger kan patienter med behov for kontakt identificeres, samtidig med at unødvendige kontakter reduceres.

Løsningen bidrager til øget patientinddragelse, bedre ressourceudnyttelse og mere sammenhængende patientforløb.

Patientgruppe

Løsningerne er målrettet voksne patienter, som skal opereres for knæartrose med knæalloplastik.

Spørgeskema

Løsningerne består af spørgeskemaer, som udsendes på centrale tidspunkter i patientforløbet:

  • Før forundersøgelsen
  • 3 måneder efter operation og
  • 1 år efter operation.

Spørgeskemaerne bygger blandt andet på det validerede instrument: Oxford Knee Score (OKS) – måler smerter og funktion i knæet.

Farvekoder

Forundersøgelse

Løsningen er ikke farvekodet i overensstemmelse med den nationale PRO-pakke.

3 mdr. opfølgning

Der anvendes rød farvekodning i overensstemmelse med den nationale PRO-pakke. Derudover er der tilføjet grøn og gul farvekodning samt et cut-off for Oxford Knee Score (OKS):  OKS ≤ 26: rød, OKS ≥ 27: grøn.

Grøn:
Besvarelsen giver ikke anledning til særlig opmærksomhed.
Patienten forventes at følge et ukompliceret forløb.

Gul:
Besvarelsen er ufuldstændig, da der mangler svar, og der derfor ikke kan beregnes en Oxford Knee Score.
Patienten informeres herom og opfordres til at kontakte klinikken ved behov.

Rød:
Besvarelsen indikerer behov for klinisk opfølgning.
Patienten anbefales at kontakte klinikken.

1-års opfølgning

Der anvendes rød farvekodning i overensstemmelse med den nationale PRO-pakke. Derudover er der tilføjet grøn og gul farvekodning.

Grøn:
Besvarelsen giver ikke anledning til særlig opmærksomhed.
Patienten forventes at følge et ukompliceret forløb.

Gul:
Besvarelsen er ikke fuldstændig, da der mangler svar.
Patienten informeres herom og opfordres til at kontakte egen læge, hvis der opleves behov for dette.

Rød:
Besvarelsen indikerer behov for klinisk opfølgning.
Patienten anbefales at kontakte egen læge.

Patientforløbet i PRO-løsningen

Flowchart der beskriver patientforløbet i PRO-løsningen til knæartrose

Visitation

Patienter, der henvises til forundersøgelse af knæet med mistanke om knæartrose, visiteres til AmbuFlex.

Sekretæren opretter patienten i AmbuFlex til forundersøgelsesskemaet før operation.

Efter operation tilmeldes patienten desuden automatisk 3-måneders og 1-års opfølgning.

Patienten besvarer spørgeskemaet

Patienten modtager invitation til at besvare spørgeskemaet via digital post. Patienten besvarer spørgeskemaet på hjemmesiden minesvar.rm.dk.

Efter patienten har besvaret spørgeskemaet

Forundersøgelse

Besvarelsen kan anvendes som dialogstøtte og som sammenligningsgrundlag ved senere opfølgning.

3 måneders opfølgning  

Patienten modtager automatisk feedbackbrev via AmbuFlex.

Grøn besvarelse betyder, at der ikke er behov for yderligere opfølgning. Gul besvarelse betyder, at der mangler svar på et eller flere items, som kan udløse en rød besvarelse; patienten informeres herom og opfordres til at kontakte afdelingen ved behov. Rød besvarelse betyder, at der kan være behov for opfølgning, og patienten opfordres til selv at kontakte afdelingen ved behov.

1-års opfølgning

Patienten modtager automatisk feedbackbrev via AmbuFlex. Grøn besvarelse betyder, at der ikke er behov for yderligere opfølgning. Gul besvarelse betyder, at der mangler svar på et eller flere items, som kan udløse en rød besvarelse; patienten informeres herom og opfordres til at kontakte egen læge ved behov.

Afmelding

Patienterne afmeldes automatisk efter afsluttet spørgeskemaforløb i henhold til de enkelte løsningers opsætning.

Elina Rasmussen

Vil du vide mere?

Kontakt PRO-konsulent

Elina Rasmussen

Tlf. 2495 1670

elinrs@rm.dk