Beskrivelse af regionens proces for tildeling af lægekapaciteter
På denne side finder du information om ansøgning og afgørelse af regionens annoncering af lægekapaciteter.
Ansøgning
Når Region Midtjylland slår praksisannonceringer op med ledige ydernumre, skal interesserede læger udfylde et forudbestemt ansøgningsskema. Heri udfyldes en række informationer om dig som ansøger, dine planer for drift af praksis, herunder sikring af kontinuitet i lægebemandingen, samt dit prisbud. Du ansøger ved at indsende et udfyldt og underskrevet ansøgningsskema til lægedækningsteamet. Se vejledningen i annoncen.
Du vil altid kunne finde ansøgningsskemaet vedhæftet nederst på den side, hvor praksisannonceringen er slået op. Hvis du vil se et eksempel på, hvordan ansøgningsskemaet ser ud, så er der herunder vedhæftet en skabelon for ansøgningsskemaet.
Vi anbefaler, at du som ansøger, beskriver din plan for drift af praksis så omhyggeligt og fyldestgørende som muligt, herunder især hvordan du vil sikre kontinuitet i lægebemandingen. Det kan være ved beskrivelser af hvordan du selv vil praktisere som fast læge i praksis, hvilke faste speciallæger du vil ansætte, og dine tanker om vikarbrug.
Vilkår og betingelser for annonceringen fremgår af ansøgningsskemaet.
Afgørelse
Når fristen for at indsende ansøgninger er udløbet, vurderes alle de indsendte ansøgninger forud for afgørelsen af praksisannonceringen.
Region Midtjylland arbejder for at alle borgere i regionen kan tilmeldes en praksis i nærheden af deres bopæl, som lægebetjenes kontinuerligt af speciallæger i almen medicin. Til afgørelse af praksisannonceringen anvendes derfor den såkaldte kvalitative annonceringsmodel. Modellen blev vedtaget af Regionsrådet d. 29. september 2021, hvortil Regionsrådet d. 20. december 2023 vedtog en mindre forenkling af modellen.
Efter Regionrådets vedtagne forenkling af den kvalitative model, foregår vurderingsprocessen ved, at alle budgivere først vurderes om de opfylder kravet om kontinuitet i lægebemandingen på tilfredsstillende vis. Dernæst tildeles lægekapaciteten til den blandt de resterende godkendte budgivere, der har afgivet højeste prisbud. Såfremt to eller flere godkendte tilbudsgivere afgiver ens prisbud, afholdes der en meget kort budrunde, hvor tilbudsgivere, der står lige, afgiver et nyt prisbud. Hvis tilbudsgiverne fortsat har afgivet ens prisbud, afgøres annonceringen ved lodtrækning.
Vurderingen af hver enkelt ansøger foretages på baggrund af ansøgers skriftlige besvarelse af ansøgningsskemaet, samt ansøgers uddybning ved en eventuel opfølgende samtale med Region Midtjylland.
Den vindende ansøger skal indbetale det afgivne prisbud til regionen, hvorefter annonceringsprocessen kan afsluttes. Alle tilbudsgivere vil modtage en skriftlig tilbagemelding på annonceringens resultat.
Bemærk i øvrigt, at oplysninger i ansøgningsskemaet samt regionens vurdering er omfattet af aktindsigt.