Region Midtjylland efter en praktiserende læge, som ønsker at drive en praksis med 1 lægekapacitet i Bøvlingbjerg. Der vil på sigt være mulighed for at udvide praksis med en ekstra lægekapacitet eller oprette delepraksis. Klinikken kan også drives som læge på licens.
Et moderne sundhedshus med stærkt fagligt fællesskab
Lægeklinikken i Bøvlingbjerg er placeret i Bøvling Sundhedshus, som ejes af Lemvig Kommune. Sundhedshuset fungerer som et lokalt sundhedsfagligt knudepunkt og rummer – ud over lægeklinikken – også et apotek, fodterapeut, Lemvig Kommunes sygeplejeklinik samt den kommunale hjemme- og sygepleje.
Samarbejdet mellem de forskellige aktører i huset skaber et stærkt fagligt fællesskab, hvor der er mulighed for tværfaglig sparring og koordinering af indsatser. Det giver gode rammer for både faglig udvikling og en effektiv, helhedsorienteret indsats over for borgerne i området.
Bøvling Sundhedshus er centralt placeret i byen og har gode adgangsforhold, hvilket gør det let tilgængeligt for både borgere og sundhedspersonale.
Klinikken i Bøvlingbjerg drives i dag som en udbudsklinik på adressen Fårevej 143, 7650 Bøvlingbjerg. Klinikken har ca. 2.100 patienter tilmeldt og er ud over læger, oplyst til at være bemandet med 2 sygeplejersker.
Licensklinik
Som alternativ til køb af lægekapaciteten, kan praksis drives som en licensklinik i et nært samarbejde med regionen. Dermed stilles praksis til rådighed for dig uden afgivelse af prisbud. Dette giver mulighed for at få erfaringer med drift af praksis, mens regionen påtager sig risikoen for blandt andet investeringer og lokaler ved opstart af klinikken samt håndterer dele af administrationen. Som en del af en aftale om licensklinik, kan der være mulighed for at aftale kompensation for etableringsudgifter til klinikken med regionen.
Lægevagt
Region Midtjylland har overtaget natbetjeningen af lægevagten mellem kl. 23.00 - 8.00 alle ugens dage. Det betyder, at praktiserende læger i PLO-Midtjylland ikke er forpligtigede til at tage lægevagt-nattevagter. Hvis man som praktiserende læge ønsker at bidrage i nattevagten, er det muligt at ansøge om ansættelse i regionens natbetjening, Lægevagtens Natberedskab, hos Præhospitalet.
Vil du høre nærmere
Har du spørgsmål til annonceringen, er du velkommen til at kontakte AC-medarbejder Peter Balleby Jensen (pebaje@rm.dk, tlf. 21 62 01 95).
Et levende lokalområde med natur, nærvær og stærke fællesskaber
Bøvlingbjerg ligger i den sydlige del af Lemvig Kommune og er omgivet af et bredt og aktivt opland, der inkluderer landsbyer som Bækmarksbro, Fjaltring, Trans, Ramme og Nees. Området er kendetegnet ved lokal initiativrigdom, stærke fællesskaber og et højt borgerengagement, hvilket skaber et trygt og dynamisk miljø for både familier og tilflyttere.
Som en lille og charmerende landsby tilbyder Bøvlingbjerg et nærværende lokalsamfund, hvor man hilser på hinanden og hjælper hinanden. Her er der plads til både ro og aktivitet – og naturen er aldrig langt væk. Med Nissum Fjord, Vesterhavet og Geopark Vestjylland lige i nærheden, er der rig mulighed for friluftsliv og rekreation, hvad enten man er til vandreture, vinterbadning eller fuglekiggeri.
Bøvlingbjerg rummer også kulturelle og historiske perler, herunder Danmarks eneste hornvarefabrik, og byder på et aktivt lokalmiljø med efterskole, kirker og lokale kulturtilbud. Oplandet favner både børnefamilier, unge og ældre, og der findes et solidt netværk af skoler, daginstitutioner og foreninger, som understøtter det lokale fællesskab.
Samtidig er der kort afstand til Lemvig by, hvor man finder et bredere udvalg af butikker, kulturaktiviteter og offentlige tilbud. Lemvig Kommune strækker sig over 508 km² og rummer både kystnære bysamfund og levende landsbyer. Kommunen er kendt for sin handlekraft, høje livskvalitet og grønne ambitioner, og har et varieret erhvervsliv med fokus på industri, vedvarende energi, turisme og landbrug.
Sådan afgiver du tilbud på lægekapaciteten
Der afgives tilbud på lægekapaciteten ved at udfylde og returnere bilag 1 (ansøgningsskema) i underskrevet stand. Vilkår og betingelser for annonceringen fremgår af ansøgningsskemaet.
Fristen for at afgive tilbud er 17. november 2025, kl. 11:59.
Hvordan sender jeg min ansøgning?
Det udfyldte og underskrevne bilag 1, samt påkrævede bilag (f.eks. fuldmagt) sendes via digital post. Anvend ét af de to nedenstående links:
Privatperson - Sikker mail til lægedækningsteamet
Virksomhed – Sikker mail til lægedækningsteamet
Vejledning
- Tryk på et af ovenstående links og log ind med MitID.
- Udfyld myndighed (modtager): Region Midtjylland.
- Udfyld kategori (modtager): Koncernøkonomi Lægedækning.
- Skriv din besked og husk at vedhæfte obligatoriske bilag (filer).
Regionen anbefaler at ansøgere kontakter lægedækningsteamet inden afgivelse af tilbud.
Betingelser
Den annoncerede lægekapacitet skal drives i Region Midtjylland (adressen). Lægepraksis skal drives på almindelige overenskomstmæssige vilkår i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst om almen praksis, samt i henhold til gældende vagtinstruks i Region Midtjylland.
Bud kan alene afgives af læger med ret til at påtage sig almen praksis i henhold til Sundhedsloven og Overenskomst om almen praksis, samt kan fremvise en tilfredsstillende børneattest.
Der gøres opmærksom på, at det i henhold til overenskomsten, ikke muligt at eje et ydenummer uden at have hovedbeskæftigelse med at drive og tage ansvar for egen klinik/egne klinikker. Ansvaret for at overenskomsten overholdes, ligger hos den læge, som ejer ydernummeret.
Ved afgivelse af det vindende tilbud, forpligter tilbudsgiver sig til at starte praksis op pr. 1. maj 2026.
Senest 1. marts 2026 skal vindende tilbudsgiver have indsendt oplysninger om praksisadresse, tlf. nr. og læger til Praktiserende Lægers Organisation.