Om lægekapaciten
Går du med tanker om at starte egen praksis eller udvide din eksisterende praksis? Så har du nu muligheden for dette i lægedækningsområde Horsens, hvor Region Midtjylland udvider lægekapaciteten.
Lægekapaciteten
Lægekapaciteten skal drives i Region Midtjylland i lægedækningsområde Horsens (postnummer 8700). Der følger ikke patienter med lægekapaciteten. Antallet af patienter, der tilmelder sig praksis, og hastigheden heraf, kan derfor ikke garanteres, da dette bl.a. afhænger af, hvor mange andre praksis, der er åbne for tilgang.
Lægevagt
Region Midtjylland har overtaget natbetjeningen af lægevagten mellem kl. 23.00 - 8.00 alle ugens dage. Det betyder, at praktiserende læger i PLO-Midtjylland ikke er forpligtigede til at varetager vagter om natten i lægevagten. Hvis man som praktiserende læge ønsker at bidrage i nattevagten, er det muligt at ansøge om ansættelse i regionens natbetjening, Lægevagtens Natberedskab, hos Præhospitalet.
Tilskud i forbindelse med udmøntning af nye kapaciteter
I Forårsaftalen 2025 som er en del af Sundhedsreformen, er der afsat midler til økonomisk støtte til områder med svag lægedækning i 2026. For at understøtte styrkelsen af lægekapaciteten har Region Midtjylland derfor besluttet at hovedparten af disse midler ydes som tilskud i forbindelse med opstart af ny lægekapacitet. Tilskuddets størrelse afhænger af om lægekapaciteten sammenlægges med en eksisterende praksis eller om der etableres en ny lægepraksis.
Tildeles den udmøntede lægekapacitet en eksisterende praksis, får praksis et tilskud på 750.000 kr. inklusive moms. Benyttes den nye lægekapacitet til nyetablering af en lægepraksis, får praksis et tilskud på 1.000.000 kr. inklusive moms.
Vil du høre nærmere?
Har du spørgsmål til annonceringen, er du velkommen til at kontakte AC-fuldmægtig Peter Balleby Jensen (pebaje@rm.dk, tlf. 2162 0195) eller Specialist Lene Bjerre (Lene.Bjerre@stab.rm.dk, tlf. 2427 9435).
Om Horsens
Horsens er kendt som kultur- og oplevelsesby – med stærke fyrtårne som FÆNGSLET og Horsens Ny Teater – og med en natur og fjord, der begynder dér, hvor byen slutter.
Kombinér det med gode dagtilbud, skoler og servicetilbud, tusindvis af unge studerende, attraktive hus- og grundpriser, samt direkte adgang til motorvejen og kort afstand til Aarhus – og så har man i Horsens de bedste forudsætninger for at leve et godt og balanceret hverdagsliv.
Horsens Kommune har gennem de seneste årtier oplevet en enestående udvikling med mange nye virksomheder, nye arbejdspladser og – heldigvis – mange nye borgere. Kommunen vokser med gennemsnitligt omkring 1.000 borgere om året.
Med andre ord: Resten af landet har fået øjnene op for os, og mange familier vælger at gøre Horsens til deres nye hjem. Der fødes mange børn, og samtidig stiger levealderen år for år.
Det skaber naturligt et stigende behov for praktiserende læger, da borgerne ønsker deres læge inden for overskuelig afstand – tæt på hverdagen.
Når vi bliver flere, følger udviklingen med. Der bygges nye daginstitutioner, skoler, plejecentre og ældreboliger – og der etableres nye boligområder i rigt mål.
Et godt eksempel er bydelen Nørrestrand, hvor der på sigt vil bo op mod 9.000 borgere. Allerede i dag bor her omkring 2.000 mennesker. Området rummer vuggestue, børnehave og dagligvarebutik og får snart både plejecenter og botilbud for borgere med særlige behov. Det giver mulighed for et stort og blandet patientgrundlag – i en attraktiv og voksende del af kommunen – tæt på centrum og midt i naturen.
Sådan afgiver du tilbud på lægekapaciteten
Der afgives tilbud på lægekapaciteten ved at udfylde og returnere bilag 1 (ansøgningsskema) i underskrevet stand. Vilkår og betingelser for annonceringen fremgår af ansøgningsskemaet.
Fristen for at afgive tilbud er den 27. april 2026, kl. 11:59.
Hvordan sender jeg min ansøgning?
Det udfyldte og underskrevne bilag 1, samt påkrævede bilag (f.eks. fuldmagt) sendes via digital post. Anvend ét af de to nedenstående links:
Vejledning
- Tryk på et af ovenstående links og log ind med MitID.
- Udfyld myndighed (modtager): Region Midtjylland.
- Udfyld kategori (modtager): Koncernøkonomi Lægedækning.
- Skriv din besked og husk at vedhæfte obligatoriske bilag (filer).
Regionen anbefaler at ansøgere kontakter lægedækningsteamet inden afgivelse af tilbud.
Evaluering
Samtaler
Der vil blive afholdt personlige samtaler med tilbudsgivere efter behov. Tilbudsgivere vil modtage særskilt invitation hertil efter fristen for afgivelse af tilbud er udløbet.
Evalueringsproces
Region Midtjylland benytter en kvalitativ annonceringsmodel ved salg af lægekapaciteter til almen praktiserende læger. I denne lægges der særlig vægt på, at ansøger kan sikre langvarig kontinuitet i lægebemandingen. Derudover indgår kriteriet ”prisbud”. Lægekapaciteterne tildeles den budgiver, der tilbyder det bedste forhold mellem kontinuitet og pris.
Region Midtjylland forbeholder sig retten til at forkaste alle bud.
Betingelser
Den annoncerede lægekapacitet skal drives i Region Midtjylland i lægedækningsområde Horsens (postnummer 8700). Lægepraksis skal drives på almindelige overenskomstmæssige vilkår i henhold til den til enhver tid gældende lovgivning og overenskomst om almen praksis, samt i henhold til gældende vagtinstruks i Region Midtjylland.
Bud kan alene afgives af læger med ret til at påtage sig almen praksis i henhold til Sundhedsloven og Overenskomst om almen praksis, samt kan fremvise en tilfredsstillende børneattest.
Ved afgivelse af det vindende tilbud, forpligter tilbudsgiver sig til at starte praksis op senest pr. 1. december 2026.
Senest 1½ måned før opstart skal vindende tilbudsgiver have indsendt oplysninger om praksisadresse, tlf. nr. og læger til Praktiserende Lægers Organisation.