I Skive by søger Region Midtjylland efter en praktiserende læge, som ønsker at drive en praksis med 1 lægekapacitet. Der er mulighed for at udvide praksis med en ekstra lægekapacitet eller oprette delepraksis.
Om klinikken i Skive
Klinikken i Skive drives i dag som udbudsklinik og er beliggende i gode kliniklokaler centralt i byen på adressen Adelgade 2, 1. tv., 7800 Skive. Klinikken har i dag ca. 2.000 patienter tilmeldt. Klinikken er ud over læger, oplyst til at være bemandet med 1 sygeplejerske og en sekretær.
Lægekapaciteten
Lægekapaciteten skal drives i Region Midtjylland i lægedækningsområde Skive (postnummer 7800). Der kan bydes på klinik med 1 eller 2 lægekapaciteter.
Lægevagt
Region Midtjylland har overtaget natbetjeningen af lægevagten mellem kl. 23.00 - 8.00 alle ugens dage. Det betyder, at praktiserende læger i PLO-Midtjylland ikke er forpligtigede til at tage lægevagt-nattevagter. Hvis man som praktiserende læge ønsker at bidrage i nattevagten, er det muligt at ansøge om ansættelse i regionens natbetjening, Lægevagtens Natberedskab, hos Præhospitalet.
Tilskud i forbindelse med udmøntning af nye kapaciteter
I Forårsaftalen 2025 som er en del af Sundhedsreformen, er der afsat midler til økonomisk støtte til områder med svag lægedækning i 2026. For at understøtte styrkelsen af lægekapaciteten har Region Midtjylland derfor besluttet at hovedparten af disse midler ydes som tilskud i forbindelse med opstart af ny lægekapacitet. Tilskuddets størrelse afhænger af om lægekapaciteten sammenlægges med en eksisterende praksis eller om der etableres en ny lægepraksis.
Tildeles den udmøntede lægekapacitet en eksisterende praksis, får praksis et tilskud på 750.000 kr. inklusive moms. Benyttes den nye lægekapacitet til nyetablering af en lægepraksis, får praksis et tilskud på 1.000.000 kr. inklusive moms.
Vil du høre nærmere
Har du spørgsmål til annonceringen, er du velkommen til at kontakte AC-fuldmægtig Peter Balleby Jensen (pebaje@rm.dk, tlf. 2162 0195) eller Specialist Lene Bjerre (Lene.Bjerre@stab.rm.dk, tlf. 7841 2134).
Skive
Skive Kommune er et oplagt valg for læger, der ønsker at kombinere en spændende karriere med et liv i smuk natur og stærke fællesskaber. Beliggende ved Limfjorden i Midtjylland, tilbyder Skive en unik mulighed for at leve og arbejde i en kommune, der forener moderne byudvikling med en rig historie og en stærk bæredygtig profil.
Stærke fællesskaber og lokal entreprenørånd
Skive Kommune er kendt for sine stærke fællesskaber. Her kender vi hinanden, og det giver et særligt trygt og inkluderende miljø, som er ideelt for nye tilflyttere. Kommunens drivkraft er den særlige entreprenørånd. Dette betyder, at der er rig mulighed for at blive en del af lokale initiativer, hvor innovation og fællesskab går hånd i hånd.
Karriere og professionelle muligheder
Som læge i Skive Kommune kan du se frem til at indgå i et fagligt fællesskab med de øvrige læger i kommunen. Skive Kommune har et godt samarbejde med almen praksis om at forbedre sundheden for kommunens borgere.
Der er desuden gode muligheder for din partner at finde et spændende job. Kommunen faciliterer initiativet Partner Jobmatch, der hjælper med at finde relevante jobmuligheder, så hele familien kan få en god start i Skive.
Skoler i top og gode fritidsmuligheder
Skive Kommune har nogle af landets bedste skoler og uddannelsestilbud, hvilket gør området særligt attraktivt for unge familier. Her kan dine børn få en solid og tryg opvækst. Kommunens fritidsfaciliteter er i topklasse, og der er et rigt udvalg af musik- og kulturtilbud til både børn, unge og voksne.
Livskvalitet og boligmuligheder
Skive Kommune tilbyder en høj livskvalitet med attraktive boliger og byggegrunde, der passer til enhver smag. Fra moderne lejligheder i byen til idylliske landejendomme i naturskønne omgivelser – her er noget for alle. Den gode digitale infrastruktur sikrer, at du kan arbejde effektivt og bo i smukke omgivelser uden at gå på kompromis med moderne bekvemmeligheder.
Uanset hvor du bosætter dig i Skive Kommune, vil du altid være tæt på naturen. Området er præget af grønne skovarealer, vidtstrakte hedelandskaber og en imponerende 199 km lang kyststrækning langs Limfjorden. Her kan du nyde alt fra rolige gåture i skoven til aktivt friluftsliv ved vandet. Med seks aktive havne er der altid mulighed for at dyrke vandsport eller blot nyde livet ved fjorden.
Sådan afgiver du tilbud på lægekapaciteten
Der afgives tilbud på lægekapaciteten ved at udfylde og returnere bilag 1 (ansøgningsskema) i underskrevet stand. Vilkår og betingelser for annonceringen fremgår af ansøgningsskemaet.
Fristen for at afgive tilbud er 20. april 2026, kl. 11:59.
Hvordan sender jeg mit tilbud?
Det udfyldte og underskrevne bilag 1, samt påkrævede bilag (f.eks. fuldmagt) sendes via digital post. Anvend ét af de to nedenstående links:
Vejledning
- Tryk på et af ovenstående links og log ind med MitID.
- Udfyld myndighed (modtager): Region Midtjylland.
- Udfyld kategori (modtager): Koncernøkonomi Lægedækning.
- Skriv din besked og husk at vedhæftede obligatoriske bilag (filer).
Regionen anbefaler at ansøgere kontakter lægedækningsteamet inden afgivelse af tilbud.
Evaluering
Samtaler
Der vil blive afholdt personlige samtaler med tilbudsgivere efter behov. Tilbudsgivere vil modtage særskilt invitation hertil efter fristen for afgivelse af tilbud er udløbet.
Evalueringsproces
Region Midtjylland benytter en kvalitativ annonceringsmodel ved salg af lægekapaciteter til almen praktiserende læger. I denne lægges der særlig vægt på, at ansøger kan sikre langvarig kontinuitet i lægebemandingen. Derudover indgår kriteriet ”prisbud”. Lægekapaciteterne tildeles den budgiver, der tilbyder det bedste forhold mellem kontinuitet og pris.
Region Midtjylland forbeholder sig retten til at forkaste alle bud.
Betingelser
Den annoncerede lægekapacitet skal drives i Region Midtjylland lægedækningsområde Skive (postnummer 7800). Lægepraksis skal drives på almindelige overenskomstmæssige vilkår i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst om almen praksis, samt i henhold til gældende vagtinstruks i Region Midtjylland.
Bud kan alene afgives af læger med ret til at påtage sig almen praksis i henhold til Sundhedsloven og Overenskomst om almen praksis, samt kan fremvise en tilfredsstillende børneattest.
Der gøres opmærksom på, at det i henhold til overenskomsten, ikke muligt at eje et ydenummer uden at have hovedbeskæftigelse med at drive og tage ansvar for egen klinik/egne klinikker. Ansvaret for at overenskomsten overholdes, ligger hos den læge, som ejer ydernummeret.
Ved afgivelse af det vindende tilbud, forpligter tilbudsgiver sig til at starte praksis op pr. 1. september 2026.
Senest 1. juli 2026 skal vindende tilbudsgiver have indsendt oplysninger om praksisadresse, tlf. nr. og læger til Praktiserende Lægers Organisation.