Om politik for sundhed og kultur
Region Midtjylland vil gøre kunst og kultur til en integreret del af fremtidens sundhedsvæsen. Forskning viser, at kulturaktiviteter kan styrke både fysisk og mental sundhed og skabe nærvær, ro og lindring i svære situationer – til gavn for både patienter, pårørende og medarbejdere.
Med Region Midtjyllands politik for sundhed og kultur sætter regionsrådet en fælles retning for indsatsen. Politikken skal sikre, at de gode erfaringer bliver videreudviklet og udbredt i hele sundhedsvæsenet gennem tre spor: at gå fra projekt til drift, at skabe stærke partnerskaber og at udvikle en ny fælles faglighed.
Tre spor i politikken
- Fra projekt til drift: Velafprøvede kulturindsatser skal udbredes og forankres i det midtjyske sundhedsvæsen, så flere borgere får gavn af dem.
- Stærke partnerskaber: Samarbejdet mellem hospitaler, kommuner, kulturaktører, civilsamfund og forskning skal styrkes – lokalt, nationalt og internationalt.
- En ny faglighed: Sundheds- og kulturfaglige kompetencer skal mødes og udvikles, så området får et stærkt, fælles fagligt fundament.
Hvad kan kunst og kultur i sundhedsvæsenet?
Kulturindsatser i sundhedsvæsenet kan blandt andet:
- mindske stress, smerte og angst
- øge livskvalitet og trivsel
- støtte egenmestring
- fremme rehabilitering
- styrke arbejdsglæden blandt medarbejdere.
Region Midtjylland bygger videre på mange års gode erfaringer – som fx lungekor, læsegrupper, dans med parkinson og musik i intensivplejen.