Midlerne går blandt andet til at udbrede eksisterende løsninger til flere hospitaler og nye sygdomsområder – herunder hjemmemonitorering via systemet Telma.
Den Digitale Forløbsguide videreudvikles også for bedre at understøtte sammenhængende forløb på tværs af hospitaler og kommuner. Samtidig er der investeret i implementering og drift af løsningerne samt i en forbedring af platformen til videokonsultationer. Endelig er der afsat midler til udstyr, der muliggør flere målinger i hjemmet, hvilket også skal bidrage til at forebygge indlæggelser.
Læs mere om fem forskellige tiltag herunder.
Modning af vores videoløsning
Forbedringer af teknisk løsning til video på vej
Regionen er i dialog med leverandørerne CapGemini og MedCom, om at forbedre vores videoløsning. Ønsket er, at det bliver tydeligere for patienter, at de er landet i det rette videomøderum. Patienter skal fremover mødes af en målrettet velkomstbesked. Derudover arbejder vi på, at ansatte kan vælge en Region Midtjylland baggrund, så visning af klinikerens lokale kan erstattes af en logo-baggrund. Slutteligt skal det til holdundervisning over video være muligt for undervisere at styre, at deltagerne ikke kan se hinanden, men at værten kan se alle og at den enkelte deltager og værten kan se hinanden. Det vil sikre patienternes anonymitet, hvor det er relevant.
Turbo på Digital forløbsguide
Flere kræfter skal hjælpe hospitalerne med nye forløb i forløbsguide og nogle forløb skal række ud i kommunerne
Vi har styrket bemandingen bag Den digitale forløbsguide, som hjælper hospitaler med at kortlægge arbejdsgange og opsætte forløb. Efterspørgslen er høj på tværs af både psykiatriske og somatiske specialer, og der udvikles nyt materiale, som gør det lettere for administratorer at komme i gang. Samtidig er forvaltningen styrket, så du får hurtigere hjælp ved tekniske udfordringer.
Bedre kontinuitet i forløb der går på tværs af sektorer
Forløbsguiden skal også understøtte bedre sammenhæng på tværs af sektorer ved at koble forløb, når patienter overgår fra hospital til kommune. Det afprøves blandt andet i Gødstrup i samarbejde med Herning Kommune på høreområdet og ved hjerterehabilitering. Hospitalsenhed Midt og Viborg Kommune arbejder tilsvarende med overgangen fra fødsel til sundhedspleje. Derudover udvikler Vestdansk Center for Rygmarvsskade materiale i forløbsguidens personaledel, som skal styrke kompetencerne hos kommunale fagprofessionelle.
Fokus på mere hjemmemonitorering
Telma skal bruges til flere slags sygdomme
Hjemmemonitoreringsløsningen Telma skal fremover udbredes til flere sygdomsområder. I løsningen kan du sende PRO-spørgeskemaer, hvor svarene triageres og giver dig relevant beslutningsstøtte. Telma rummer også besked- og videofunktioner og er koblet til den nationale telemedicinske infrastruktur, hvilket gør det muligt at dele data og kommunikere på tværs af sektorer. Løsningen bruges allerede til patienter med KOL og tages i sensommeren også i brug til hjertesvigt.
Telma skal desuden kunne anvendes til ældre, skrøbelige patienter. Et godkendt ændringsønske betyder, at pårørende eller kommunalt sundheds- og omsorgspersonale fremover skal kunne indtaste måledata på vegne af patienter, der ikke selv kan registrere deres målinger. Der er også sendt et ønske til forvaltningen i Nordjylland om at anvende Telma til børn med natlig inkontinens, hvor der blandt andet er behov for registrering af væske- og vandladningsskemaer.
I Gødstrup afprøves Telma nu også til patienter med Parkinson. Patientgruppen har ofte mange kontakter med sundhedsvæsenet og komplekse symptomer, som kræver indsats fra flere faggrupper. Her er Telma et oplagt værktøj, fordi det understøtter videndeling og dataudveksling på tværs af aktører. Samtidig kan løsningen aflaste patienterne ved at reducere behovet for transport og ved at lette koordinering mellem fagpersoner.
Overblik ved patienter i hjemmebehandling
Nu bliver patienter I hjemmebehandling mere synlige
Efter ønske fra Akutafdelingen i Aarhus går afdelinger i Digitalisering og IT samt Sundheds-IT nu sammen om at bruge eksisterende digitale løsninger til at skabe et bedre overblik over, hvilke patienter, der er i hjemmebehandling. De første workshops er afholdt og konkrete cases skal nu vise, hvilke løsninger, der bedst dækker behovet. Målet er, at patienterne kommer til at fremgå af f.eks. Klinisk logistik på lige linje med indlagte, så der bliver et godt samlet overblik over alle patienter. Der skal også eksempelvis kunne trækkes lister over, hvem der er i hjemmebehandling og hvad deres aktuelle status på behandlingen er.
Måleudstyr til hjemmemonitorering
Udstyr til målinger i patientens hjem
Både Præhospitalet, neurologisk afdeling i Gødstrup og Ortopædkirurgisk afdeling i Aarhus har fået bevilliget og indkøbt udstyr til at udføre målinger i hjemmet (eller i ambulancer). Det handler om STAT-apparater, tablets og blodtryksapparater til hjemmemonitorering og CRP-måleudstyr. Derudover har flere afdelinger fået bevilliget midler til indkøb, men har endnu ikke gennemført dem, da de kræver yderligere kvalificering. Det er f.eks. Børn og Unge, Nyfødt og Intensiv på AUH, Ældresygdomme på AUH, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Medicinsk afdeling på Regionshospitalet Horsens.
Der er fortsat midler i puljen, så hvis din afdeling skal i gang med hjemmemonitorering, er I velkomne til at kontakte os og høre, om I kan søge om midler til udstyr i puljen. Din afdeling skal høre under et hospital i Region Midtjylland.