Og den digitale forløbsguide skaber både trygge rammer for gravide og nybagte forældre samtidigt med at det giver færre afbrydelser på fødegangen.

På fødegangen i Randers er de i stigende grad begyndt at bruge video som supplement til telefonopkald i akutte situationer. Det, at få videobillede på, gør det lettere for jordemødrene at udelukke risikofaktorer, så de hurtigt kan skabe tryghed hos den gravide og dermed undgå unødvendige besøg. Nogle gange ringer en gravid f.eks. ind til afdelingen, fordi hun har haft en blødning og er bekymret.

”Over video kan vi hurtigt vurdere omfanget af blødningen. Det kan jo være lidt svært for en gravid at beskrive en blødnings størrelse. Her støtter det visuelle os i at vurdere, om der er tale om noget alvorligt eller ej”, sådan fortæller Jordemoder Lise Maj Sanden fra fødeafdelingen i Randers om deres brug af videosamtaler.

Nogle gange skifter Lise over fra telefon til video, når den gravide ringer ind, for at få en bedre fornemmelse af hendes tilstand. Her bruger hun regionens løsning ”Videochat”, hvor den gravide blot skal klikke på et link i en sms eller e-mail, hvorefter videokonsultationen straks går i gang.

Forløbsguide skaber tryghed i graviditeten

Afdelingen bruger også Den digitale forløbsguide flittigt til at rådgive og skabe tryghed undervejs i graviditeten. I forløbsguidens chat svarer afdelingen på spørgsmål, som de gravide ellers ville ringe ind med. Det kan f.eks. handle om kostråd eller om en gravid kan tage imod en bestemt vaccine osv.

”Når vi løbende kan svare på de gravides spørgsmål i chatten, på tidspunkter hvor vi lige har tid til det, får vi færre ikke planlagte henvendelser. Det tager presset af det akutte. Og så er vi sikre på, at de gravide får korrekte svar på deres spørgsmål”, fortæller Lise Maj.

Afdelingen gør meget ud af at fortælle de gravide, at den indbyggede chatfunktion i forløbsguiden ikke må bruges til spørgsmål, som er akutte. De forsøger at svare indenfor max 24 timer.

Om videochat i Midtjylland

Fødegangen bruger blandt andet Region Midtjyllands løsning Videochat. Her sætter den sundhedsfaglige let en videosamtale i gang ved, at patienten får en sms eller en e-mail med et link. Videochat genererer automatisk det sikre unikke link, som bruges til at afholde samtalen.

Når patienten klikker på linket, starter videosamtalen op nu og her.

Der kan være flere deltagere i samtalen, så pårørende og sundhedsfaglige fra kommunen kan også deltage, hvis de får linket tilsendt.

Du finder videochat på Citrix-skrivebordet.

Virtuelt besøg hos nybagte familier

Fødegangen benytter også i stigende grad video til de nybagte familier som supplement til hjemmebesøg i den første tid efter, at familien er kommet hjem fra hospitalet. Nogle gange opstår der usikkerhed hos den nybagte familie f.eks. i ammesituationer. Derfor eksperimenterer afdelingen nu med, hvornår de kan bruge video, så den nybagte familie undgår at skulle på hospitalet. ”Hvis partneren f.eks. holder telefonens kamera og filmer mor, så vi kan se hende imens hun ammer, kan vi sagtens give parret gode råd til f.eks. amning over video. Ligger barnet rigtigt, hvad kan forældrene gøre, for at få mælken til at løbe til ved problemer osv. Det er faktisk vores fornemmelse, at de digitale løsninger er med til at afværge en del besøg på hospitalet til gavn for både afdelingen og forældrene, slutter Lise Maj.