Initiativprisen
Initiativprisen blev indstiftet af Regionsrådet i 2015 og er siden blevet uddelt hvert år på Region Midtjyllands Innovationsdag.
Region Midtjylland vil gerne anerkende jeres initiativrigdom, for vi har brug for masser af den slags! Det er jer, der i den daglige praksis får øje på både store og små muligheder for at tænke nyt og gøre det bedre for vores borgere. Uden jeres indsats og bidrag kan vi ikke løse den opgave, vi har.
Kriterierne for tildeling af Initiativprisen er:
- Borgeren
Løsningen skal give værdi for borgeren. Løsningen bidrager til at fremme borgernes sundhed og trivsel – direkte eller indirekte. Løsningen kan have fokus på en gruppe af borgere. Den kan også have fokus på den enkelte borger og dennes ressourcer og medvirke til at gøre borgeren mere kompetent i relation til egen sygdom eller egne udfordringer – ud fra tankegangen om, at alle ikke har brug for det samme. - Sammenhæng
Løsningen viser en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, hvor relevante parter er involveret, og hvor der har været fokus på samspillet på tværs - det kan være på tværs af sektorer, på tværs af afdelinger, på tværs af fagligheder eller på tværs af "os og borgeren". Løsningen kan både have understøttet sammenhæng i udviklingsarbejdet, og det kan være løsningen i sig selv, som bidrager til at skabe sammenhæng. - Transformation og nytænkning
Løsningen er innovativ og har transformerende kraft. Løsningen er en gennemgribende forandring af praksis, som har fokus på at få mere værdi for ressourcerne. Ved udvikling af løsningen har der været fokus på ikke blot udvikling, men også fravalg af tidligere praksis. - Bæredygtighed
Løsningen er bæredygtig og viser en cirkulær tankegang. Løsningen har fokus på at påvirke miljø og klima mindst muligt. Der kan være arbejdet med reduceret forbrug, genanvendelse, affaldshåndtering, omstilling til vedvarende energi mm. - Arbejdsmiljø og trivsel
Løsningen bidrager til større arbejdsglæde. Løsningen medvirker til at skabe balance mellem opgaver og medarbejdere og ledere – en menneskevenlig arbejdsplads, hvor såvel social ansvarlighed, fleksibilitet i forhold til den enkelte medarbejder som meningsfuldhed er i fokus.
Desuden vil der være en særlig opmærksomhed på, om der er arbejdet med at sprede løsningen ud til andre – det kan være i organisationen, nationalt eller internationalt.
Vi glæder os til at modtage jeres indstillinger til Initiativprisen.
Venlig hilsen
Priskomitéen
Birgit Marie Christensen (A), Bo Jensen (C), Per Møller Jensen (A), Steen Jakobsen (V), Thrine Rimdal Nørgaard (V)