Formål

PRO-løsningen blev udviklet for at skabe bedre arbejdsflow og øge sikkerheden i forudbestillinger af kemoterapi. Samtidig ønskede afdelingen at imødekomme patienternes ønske om at være mindst muligt i afdelingen og dermed også reducere trækket på de begrænsede lokaler.

Sådan foregår det

  • Sygeplejersken informerer patienten om spørgeskemaet ved første behandling.
  • Patienten svarer på et spørgeskema om mulige bivirkninger 2-3 dage før næste behandling. Samtidig får patienten taget blodprøver.
  • Besvarelsen får tildelt en farvekode. Farvekoden indikerer, om der er bivirkninger, der betyder, at patienten ikke kan modtage kemobehandlingen, eller om dosis skal reduceres.
  • Lægen vurderer patientens besvarelse og blodprøver og tager stilling til, om behandlingen kan forudbestilles, så den er klar, når patienten kommer i afdelingen.

Værdi

  • Lægerne bruger markant mindre tid på at forudbestille patienternes kemoterapi.
  • Kemobehandlingerne bliver bestilt med større sikkerhed, fordi lægerne har systematisk indsamlet data om patienternes bivirkninger over tid. Antallet af kemobehandlinger, der kasseres, er på den måde reduceret.
  • PRO giver lægerne et godt overblik over, om patienten udvikler bivirkninger over tid, og også hvordan patienten responderer på ændringer i behandlingen. Det giver bedre, individuelle behandlingsforløb.
  • Patienternes ventetid i afdelingen er reduceret markant, fordi behandlingen er bestilt på forhånd og klar, når patienten møder i afdelingen. Samtidig undgår patienter, som ikke er klar til behandling, at køre forgæves til hospitalet.

Fakta

Patienter tilmeldt løsningen: 4.117 (opgjort november 2024)
Patienter, som er/har været tilmeldt løsningen i alt: 17.349
Besvarelser i alt: 151.761
Hospitaler i Region Midtjylland, der anvender løsningen: Aarhus og Gødstrup

Læs mere om PRO-løsningen her