Flere børn bliver i dag opereret i ambulant regi med kort indlæggelsestid. Efter udskrivelsen er det op til forældrene at følge anvisningerne for smertebehandling. Selv børn med stærke smerter skal behandles i hjemmet.

Forældre har behov for undervisning i smertebehandling i hjemmet samt de rette redskaber til at styre smertebehandlingen. Derudover har sundhedspersonalet på hospitalet brug for at monitorere smertebehandlingen og samtidig støtte og vejlede familien i hjemmet.

Formål

PRO-løsningen blev udviklet for at sikre, at barnet er tilstrækkelig smertedækket de første dage efter operationen. En systematisk smertescoring hjælper forældrene med at varetage smertebehandlingen i hjemmet samtidig med, at smertescoringen giver personalet værdifuld information i det enkelte patientforløb.

Sådan foregår det

  • Barn og forældre informeres om spørgeskemaet efter operationen.
  • Barn og forældre opfordres til at udfylde spørgeskemaet morgen, middag og aften, så længe barnet har ondt.
  • Hvis forældrene angiver høj smertescore, bliver de i spørgeskemaet vejledt til at ringe til afdelingen.
  • Sygeplejersken tjekker besvarelserne hver morgen mellem kl. 9 og 10 og kontakter forældrene ved behov.

Værdi

  • Løsningen giver forældrene tryghed. De får et redskab til at vurdere barnets smerter efter operationen, og de ved, at klinikerne følger med i behandlingseffekten og tager kontakt, hvis smertebehandlingen skal justeres.
  • Det er også et værdifuldt redskab for sygeplejerskerne i de forløb, hvor der er smerteproblematikker, da de har systematiske data om børnenes smerter at rådgive ud fra. Det giver bedre patientforløb.
  • Klinikken har fået mere viden om børnenes smerter i de enkelte diagnosegrupper. Det har fx vist sig at enkelte operative indgreb giver væsentligt flere smerter end klinikerne antog. På den baggrund har afdelingen justeret smerteplanerne.

Fakta

Patienter tilmeldt løsningen: 88 (opgjort november 2024)
Patienter, som er/har været tilmeldt løsningen i alt: 1.591
Besvarelser i alt: 2.094
Hospitaler i Region Midtjylland, der anvender løsningen: Aarhus (Forberedelse og Opvågning + Børn og Unge)

Læs mere om PRO-løsningen