Ergoterapeut Katje Bjerrum fra Klinik for Synke- og Spisebesvær bruger svarerne fra PRO-løsningen til at målrette samtalerne med patienterne

- Vores patienterne føler sig hørt, og det er en stor fordel, at de kan få lov at svare på spørgsmål om deres helbred i fred og ro derhjemme. Vi oplever, at de bliver bedre til at svare på, hvad de reelt oplever, fortæller ergoterapeut Katje Bjerrum fra Klinik for Synke- og Spisebesvær på Regionshospitalet Hammel Neurocenter, der hører under Hospitalsenhed Midt.

25 målrettede spørgsmål

De har brugt en skræddersyet AmbuFlex-løsning i et års tid med 25 spørgsmål, der bruges til udredning af patienter med synke-spisebesvær, og erfaringerne er gode.

Neurocentret bruger Dysphagia Handicap Index-spørgeskemaet - et internationalt udviklet spørgeskema, der er oversat til dansk og har været brugt i flere år i papirformat.

- Vi ville gerne have en digital løsning, så vi slap for at skulle taste patienternes svar ind. En af vores it-kollegaer havde hørt om AmbuFlex og de skræddersyede løsninger med patientrapporterede oplysninger, de leverer. Så lå det jo lige for at bede AmbuFlex om at sætte vores spørgeskema ind i deres IT-system, siger Katje Bjerrum.

Bedre struktur på spørgsmålene

Regionshospitalet Hammel Neurocenter står for udredning af en meget blandet patientgruppe. Det er både borgere med erhvervet hjerneskade efter trafikulykker, blodpropper eller hjerneblødninger og borgere, der er diagnosticeret med Parkinsons sygdom, ALS eller sclerose. Centret hælper også kræftpatienter, som lider af skader efter strålebehandling, der går ud over synke- og spisefunktionen.

- AmbuFlex-løsningen giver os en let og hurtig adgang til patientens besvarelse på spørgeskemaet. Det gør, at vi får en meget bedre struktur på vores spørgsmål, når vi har patienterne til samtale. Det er med til at sikre kvaliteten af vores behandling, da vi kommer omkring de emner, patienten gerne vil have afdækket. Jeg får hørt patienternes perspektiv. Derudover er patienterne bedre forberedt på, hvad vi skal tale om, for de har fået en mulighed for at spore sig ind på emnerne for samtalen, når de har svaret på spørgsmålene.

- Når vi får spørgeskemaerne retur, så har vi en god fornemmelse af, hvilke oplevelser patienterne sidder med. Vi kan dermed dykke med i de områder, patienten oplever flest problemer med og være specifikt undersøgende. Vi hører tit, at patienter oplever, at det går bedre, fordi vi har fået talt om de områder, der volder dem besvær og finder på gode løsninger sammen, fortæller Katje Bjerrum.

Regionshospitalet Hammel Neurocenter behandler omkring 250 patienter om året. Heraf bruger ca. 200 af dem AmbuFlex-løsningen.