Så er der sat navn på de tre nye løsninger, som Kvalitetsforum i Region Midtjylland har bedt AmbuFlex om at gå i gang med at udvikle.

Det tre løsninger er:

Smertescoring af små børn i hjemmet efter kirurgisk indgreb

Udvikles sammen med Bedøvelse og Operation, Aarhus Universitetshospital

Børn bliver ofte underbehandlet for deres smerter efter operationer. Det er et problem, fordi der hvert år udføres et meget stort antal kirurgiske indgreb på børn i Danmark, ligesom et meget stort antal børn kommer til skade.

Løsningen vil sikre systematisk smertescoring og forbedre kvaliteten af smertebehandlingen og give forældre et redskab til styring af smertebehandling i hjemmet.

PRO til patienter, der kontrolleres for blæretumorer med ambulant cytoskopi

Udvikles sammen med Urinvejskirurgi, Regionshospitalet Gødstrup

Hvert år får 2000 nye patienter konstateret blæretumor i Danmark. Når patienterne efter afsluttet behandling kommer til kontrol i ambulatoriet, fortæller de ofte om generende vandladningssymptomer, der kan kræve yderligere udredning og behandling.

Løsningen skal bruges til at afgøre, om patienten har behov for udredning for vandladningsgener. Målet er at optimere forløbet for patienten.

PRO til patienter, der skal eller er opereret for grå stær

Udvikles sammen med Øjensygdomme, Aarhus Universitetshospital

Hvert år bliver der opereret 4200 patienter for grå stær på AUH og Regionshospitalet Silkeborg. Løsningen vil sikre et bedre grundlag for rådgivning af patienten, og hvorvidt patienten vil have gavn af operation. PRO vil også kunne vurdere, om patienten har behov for en opfølgende undersøgelse efter operationen. Samtidig vil den understøtte de seneste retningslinjer om systematisk udredning af patientens subjektive gener efter operation.  

11 løsninger var foreslået

AmbuFlex går nu i gang med at udvikle de nye løsninger sammen med de tre afdelinger, der har foreslået løsningerne.

- Vi glæder os til at komme i gang med udviklingen og ikke mindst samarbejdet med nye kolleger. Det er tre spændende løsninger, som både patienter og klinikere vil få gavn af, siger Louise Pape Larsen, der er leder af AmbuFlex.

Der var foreslået i alt 11 løsninger. De har først fået opbakning i det lokale specialeråd. Herefter har AmbuFlex sendt forslagene videre til Kvalitetschefkredsen, hvorefter Kvalitetsforum har truffet den endelige beslutning om, hvilke af løsningerne der skal udvikles af AmbuFlex i samarbejde med de relevante afdelinger.

Til efteråret vil Kvalitetsforum udvælge flere nye PRO-løsninger, som AmbuFlex skal udvikle for afdelinger i Region Midtjylland.