PRO optimerer opfølgning på blærekræftpatienter via telefonkonsultationer
Med et digitalt spørgeskema har Urinvejskirurgi omlagt fysiske kontroller til telefonkonsultationer. Det sparer tid og ressourcer for patienter og klinikere.
Den korte version
Hvad handler det om
På Urinvejskirurgi, Aarhus Universitetshospital bruger man en PRO-løsning til at omlægge opfølgning for blærekræftpatienter fra fysiske konsultationer til telefonkonsultationer. Patienterne udfylder et spørgeskema inden samtalen, og det hjælper lægerne med at målrette og strukturere telefonsamtalerne.
Hvorfor er det vigtigt
Afdelingen har patienter fra hele regionen. Ved at omlægge til telefonkonsultationer sparer afdelingen ressourcer og giver patienterne en mere fleksibel opfølgning. Løsningen sikrer samtidig, at lægerne har de nødvendige oplysninger for at kunne give en målrettet og relevant behandling, uden at patienter behøver rejse langt for at møde op.
04.11.2024
Urinvejskirurgi på Aarhus Universitetshospital implementerede i 2021 en PRO-løsning til opfølgning af patienter, der er blevet opereret for blærekræft. Ved at omlægge de fysiske konsultationer til telefonkonsultationer har afdelingen optimeret arbejdsgangene og givet patienterne større fleksibilitet.
Et effektivt dialogværktøj
Patienterne følger et længere opfølgningsforløb, hvor den første kontrol, fire måneder efter operationen, er et fysisk møde. De efterfølgende kontroller foregår over telefonen, efter patienten har udfyldt et PRO-spørgeskema.
- Det har været et super godt dialogværktøj at have. Man ved, hvad det er for en patient, man skal ringe til, om alt lyser grønt eller rødt, og så giver det fokus til samtalen (...) Patienterne husker ikke altid at sige det, de gerne vil, og selvom de bliver spurgt om det, så kan det være, at de lige i skyndingen glemmer noget. Så skemaet er faktisk en rigtig god huskeseddel i forhold til at komme forbi alle emnerne, forklarer Jørgen Bjerggaard, der er professor på afdelingen.
Omlægningen har både frigjort ressourcer og gjort opfølgningen mere bekvem for patienterne, som ofte har lang transport.
- Vi har patienter fra hele regionen, og i stedet for at de skal køre fra steder som Thyholm for at få svar på en scanning, kan de nemt få det over telefonen, siger Jørgen Bjerggaard.
Fokus på det mest relevante
Patienternes PRO-svar hjælper lægerne med at målrette og strukturere telefonkonsultationerne. Når patienterne udfylder spørgeskemaet inden opfølgningen, får lægerne et klart overblik over patientens tilstand, og det sikrer, at alle relevante emner bliver behandlet under samtalen.
- PRO-løsningen er et effektivt dialogværktøj. Vi ved præcis, hvad vi skal fokusere på i samtalen, og vi kan følge patientens udvikling over tid. Hvis der er ’røde lamper’ ved toårskontrollen, men det samme var tilfældet ved de tidligere kontroller, og journalen giver en god forklaring, kan vi vurdere, hvor dybt vi skal gå, forklarer Jørgen Bjerggaard.
Sparer tid og ressourcer
Foruden at spare patienterne for transport har omlægningen også gjort det muligt at bruge afdelingens tid mere effektivt.
- Vi har reduceret tidsforbruget per patient ved at have samtalerne over telefonen. Hvis du er lidt forud for tid, kan du nemt fremrykke en telefonsamtale - det er svært med et fysisk fremmøde, hvor patienten ikke har fundet parkeringspladsen endnu. Så det gør, at vi har kunnet få plads til lidt flere patienter i dagsprogrammet, siger Jørgen Bjerggaard.
PRO-løsningen har vist sig at være et yderst effektivt værktøj, der både skaber tidsbesparelser og øger trygheden for både patienter og læger.
- Alt i alt er det en løsning, der gør telefonkonsultationerne både sikre og effektive. Vi kan fokusere på de vigtigste emner og være sikre på, at vi ikke overser noget, afslutter Jørgen Bjerggaard.