Om lægekapaciten
Går du med tanker om at starte egen praksis eller udvide din eksisterende praksis? Så har du nu muligheden for dette i lægedækningsområde Holstebro, hvor Region Midtjylland udvider lægekapaciteten.
Lægekapaciteten
Lægekapaciteten skal drives i Region Midtjylland i lægedækningsområde Holstebro (postnummer 7500). Der følger ikke patienter med lægekapaciteten. Antallet af patienter, der tilmelder sig praksis, og hastigheden heraf, kan derfor ikke garanteres, da dette bl.a. afhænger af, hvor mange andre praksis, der er åbne for tilgang.
Lægevagt
Region Midtjylland har overtaget natbetjeningen af lægevagten mellem kl. 23.00 - 8.00 alle ugens dage. Det betyder, at praktiserende læger i PLO-Midtjylland ikke er forpligtigede til at varetage vagter om natten i lægevagten. Hvis man som praktiserende læge ønsker at bidrage i nattevagten, er det muligt at ansøge om ansættelse i regionens natbetjening, Lægevagtens Natberedskab, hos Præhospitalet.
Tilskud i forbindelse med udmøntning af nye kapaciteter
I Forårsaftalen 2025 som er en del af Sundhedsreformen, er der afsat midler til økonomisk støtte til områder med svag lægedækning i 2026. For at understøtte styrkelsen af lægekapaciteten har Region Midtjylland derfor besluttet at hovedparten af disse midler ydes som tilskud i forbindelse med opstart af ny lægekapacitet. Tilskuddets størrelse afhænger af om lægekapaciteten sammenlægges med en eksisterende praksis eller om der etableres en ny lægepraksis.
Tildeles den udmøntede lægekapacitet en eksisterende praksis, får praksis et tilskud på 750.000 kr. inklusive moms. Benyttes den nye lægekapacitet til nyetablering af en lægepraksis, får praksis et tilskud på 1.000.000 kr. inklusive moms.
Vil du høre nærmere?
Har du spørgsmål til annonceringen, er du velkommen til at kontakte AC-fuldmægtig Peter Balleby Jensen (pebaje@rm.dk, tlf. 2162 0195) eller Specialist Lene Bjerre (Lene.Bjerre@stab.rm.dk, tlf. 2427 9435).
Om Holstebro
Holstebro Kommune er Nordvestjyllands kraftcenter for kultur, handel, uddannelse og erhverv. Kommunen ligger naturskønt og strækker sig fra Vesterhavet og Thorsminde i vest til Limfjorden i nord. I kommunen bor ca. 60.000 borgere, hvoraf over halvdelen bor i hovedbyen Holstebro.
Det kendetegnende for Holstebro Kommune er kulturen, infrastrukturen, udviklingen og de naturskønne omgivelser.
I Holstebro Kommune har vi Kulturen til forskel. Det oplever du blandet andet når du går igennem gågaden, der har flere kåringer som både Danmarks bedste og hyggeligste. Du oplever det også når du besøger kommunens kultursteder, om end du er til stand-up i Musikteateret, forestillinger på Nordisk Teaterlaboratorium, julemarkedet på Slagteriet eller store håndboldoplevelser med TTH Holstebro i Gråkjær Arena. Du mærker det også ude i kommunens rige foreningsliv, hvor du kan dyrke alt fra fodbold, håndbold og gymnastik til faldskærmsudspil og parkour.
Holstebro Kommune har siden slut 60’erne satset på infrastrukturen. Derfor kan du i Holstebro by cykle det meste af byen rundt, uden at skulle krydse en vej. Det betyder også at den første 2 etagers rundkørsel, en etage til cykler og fodgængere og en til biler, så dagens lys i Holstebro. Skal du med bil, så sikrer Holstebromotorvejen, at du hurtigt når din destination.
I Holstebro Kommune er der gang i udviklingen. Fra udviklingen af Slagteri- og Sygehusgrunde til nye og gentænkte byområder med kulturhuse, boligområder og erhverv, til udviklingen med et grønt hjerte i Thorsminde, hvor servicestationen til Danmarks største havvindmøllepark bygges. Og udviklingen stopper ikke her, da der er store planer for den grønne udvikling i Holstebro Kommune.
Kommer du med en partner har vi i Holstebro Kommune en jobservice for tilflyttere, hvor vi hjælper med at finde vejen til det næste job. Har I også børn med tilbyder Holstebro Kommune pasningsgaranti til alle børn indtil skolestart. I Holstebro er der et væld af daginstitutioner fra skovbørnehaver til moderne vuggestuer og børnehaver samt folkeskoler og privatskoler. I Holstebro finder du også den ene, af de 2 balletskoler i Danmark, der er placeret udenfor København.
I Holstebro Kommune ”er der noget at komme efter” som vores tilflyttere siger. Bliv klogere på Holstebro lige her.
Sådan afgiver du tilbud på lægekapaciteten
Der afgives tilbud på lægekapaciteten ved at udfylde og returnere bilag 1 (ansøgningsskema) i underskrevet stand. Vilkår og betingelser for annonceringen fremgår af ansøgningsskemaet.
Fristen for at afgive tilbud er den 11. maj 2026, kl. 11:59.
Hvordan sender jeg min ansøgning?
Det udfyldte og underskrevne bilag 1, samt påkrævede bilag (f.eks. fuldmagt) sendes via digital post. Anvend ét af de to nedenstående links:
Vejledning
- Tryk på et af ovenstående links og log ind med MitID.
- Udfyld myndighed (modtager): Region Midtjylland.
- Udfyld kategori (modtager): Koncernøkonomi Lægedækning.
- Skriv din besked og husk at vedhæfte obligatoriske bilag (filer).
Regionen anbefaler at ansøgere kontakter lægedækningsteamet inden afgivelse af tilbud.
Evaluering
Samtaler
Der vil blive afholdt personlige samtaler med tilbudsgivere efter behov. Tilbudsgivere vil modtage særskilt invitation hertil efter fristen for afgivelse af tilbud er udløbet.
Evalueringsproces
Region Midtjylland benytter en kvalitativ annonceringsmodel ved salg af lægekapaciteter til almen praktiserende læger. I denne lægges der særlig vægt på, at ansøger kan sikre langvarig kontinuitet i lægebemandingen. Derudover indgår kriteriet ”prisbud”. Lægekapaciteterne tildeles den budgiver, der tilbyder det bedste forhold mellem kontinuitet og pris.
Region Midtjylland forbeholder sig retten til at forkaste alle bud.
Betingelser
Den annoncerede lægekapacitet skal drives i Region Midtjylland i lægedækningsområde Holstebro (postnummer 7500). Lægepraksis skal drives på almindelige overenskomstmæssige vilkår i henhold til den til enhver tid gældende lovgivning og overenskomst om almen praksis, samt i henhold til gældende vagtinstruks i Region Midtjylland.
Bud kan alene afgives af læger med ret til at påtage sig almen praksis i henhold til Sundhedsloven og Overenskomst om almen praksis, samt kan fremvise en tilfredsstillende børneattest.
Ved afgivelse af det vindende tilbud, forpligter tilbudsgiver sig til at starte praksis op senest pr. 1. december 2026.
Senest 1½ måned før opstart skal vindende tilbudsgiver have indsendt oplysninger om praksisadresse, tlf. nr. og læger til Praktiserende Lægers Organisation.