Om projektet
Talegenkendelse (tale-til-tekst) har i de seneste år opnået et modenhedsniveau, hvor teknologien i stigende grad anvendes i sundhedsvæsenet. Der er dokumenterede gevinster i somatiske specialer, men teknologien er endnu ikke systematisk afprøvet i psykiatrien med AI genereret resumé, hvor samtalerne er længere, mere komplekse og sprogligt nuancerede.
Dette pilotprojekt skal derfor belyse, hvor og hvordan teknologien giver merværdi i psykiatrisk praksis og evt. skabe grundlag for eventuel bred implementering.
Formål
Formålet med denne pilotafprøvning er at undersøge, hvordan og om talegenkendelsesteknologi med AI genereret resumé kan anvendes som støtte i dokumentationsopgaver i de psykiatriske specialer, dels med henblik på at frigøre tid til patientrettede aktiviteter samt øge kvaliteten af journalnotater og skabe mere effektive arbejdsgange.
Pilotprojektet forventes at give:
- Konkrete erfaringer med tale-til-tekst med AI genereret resumé i psykiatrien
- Indsigt i, hvilke arbejdsgange/ konsulationstyper der egner sig bedst.
- Vurdering af gevinster ift. tid, kvalitet og brugeroplevelse.
- Anbefalinger for tekniske og organisatoriske forudsætninger ved en evt. stor-skala implementering.
Succeskriterier:
- Minimum 80 % af brugerne oplever, at teknologien er anvendelig i praksis.
- Dokumentationstiden reduceres målbart i mindst én arbejdsgang.
- Der foreligger en implementeringsanbefaling baseret på data og brugerfeedback
Målgruppe
Ambulante behandlere. 10 ambulante behandlere deltager i pilotafprøvningen. 6 fra BUA. 3 fra ADA samt 1 fra Psykiatri på HE Midt.