Om projektet
Hvert år modtager tusindvis af danskere en kriseplan på papir i forbindelse med en depressiv eller suicidal krise. I praksis glemmer patienterne ofte papiret efter udarbejdelse — og i krisens øjeblik er planen sjældent ved hånden. Klinikerne oplever den desuden mere som et dokumentationskrav end som et aktivt behandlingsredskab. På tværs af sektorer er der begrebsforvirring, overlap og manglende kontinuitet, hvor både ressourcer og viden går tabt.
Det er disse problemer, som dette projekt har en ambition om at løse.
Region Midtjylland er, i samarbejde med Region Nordjylland og Region Syddanmark, i gang med at udvikle en fælles digital løsning til kriseplaner i de psykiatriske specialer.
Formål
Formålet er at gøre kriseplanen til et levende samarbejdsværktøj, ikke blot et dokument der udarbejdes og glemmes. Ambitionen er en sammenhængende platform, der styrker patientens ejerskab og gør planen til et redskab, der anvendes løbende og på tværs af hele patientens forløb.
Løsningen består af en kliniker-webapp, der giver overblik over og adgang til patientens planer, og en patient-app, der giver patienten nem adgang til sin plan i hverdagen — herunder strategier, advarselstegn og kontakter i pressede situationer."
Projektet bidrager til at:
- Samle patientejede planer ét sted — forebyggelses-, mestrings- og kriseplaner i én sammenhængende platform
- Sikre større udbredelse og dynamisk brug i klinikken, så planen understøtter behandlingen fremfor blot dokumenterer den
- Give patienten ejerskab, indflydelse og adgang til egen plan — også uden for klinikkens mure
- Gå på tværs af sektorer og skabe kontinuitet der, hvor den hidtil har manglet
Målgruppe
Løsningen retter sig mod ambulante patienter i de psykiatriske specialer — særligt patienter med ustabile forløb eller behov for kriseplaner — samt klinikere på ambulante enheder og selvmordsforebyggende ambulatorier.
På sigt har løsningen potentiale til at understøtte et langt bredere felt: almen praksis, kommunale medarbejdere, akutfunktioner og bosteder — og dermed blive et fælles fundament på tværs af det samlede patientforløb.
Næste skridt
Projektet er i udviklingsfasen og forventes at pilotteste et MVP med de mest værdiskabende funktioner ved udgangen af 2026.