Sundhed og kultur hænger sammen
Kunst og kultur kan have en positiv effekt på vores sundhed, trivsel og livskvalitet. Derfor har vi i mange år arbejdet med sundhedsfremmende kulturaktiviteter på sundhedsområdet.
I vores indsats for Sundhed og Kultur fokuserer vi på at skabe et tæt samarbejde mellem kulturlivet og sundhedsvæsenet til gavn for både borgere, patienter, pårørende og sundhedspersonale.
Kulturelle tiltag i sundhedsvæsenet kan fx:
- afhjælpe stress
- skabe bedre livskvalitet for mennesker med demens og kroniske smerter
- mindske smerteopfattelse
- skabe særlige oplevelser for patienter på både sygehuse, i psykiatrien og ældresektoren.
På hospitalerne ser vi eksempler på, at bl.a. levende musik, naturoplevelser og sanseligt design kan:
- stimulere patientens evner til bedre at gennemleve en indlæggelse, målt i blodtryk mm.
- øge patienters og pårørendes livskvalitet og trivsel
- øge personalets arbejdsglæde
- supplere personalets handlemuligheder.
Det kan medvirke til:
- færre indlæggelser og genindlæggelser
- færre sygdomsforekomster
- færre medicinoptrapninger
- bedre evne til at håndtere sygdom.
Sådan arbejder vi med sundhed og kultur
Vi samarbejder bl.a. med kunstnere, kulturaktører, sundhedsaktører, forskere, kommuner og civilsamfund.
- Vi fremhæver kulturelle muligheder og fællesskaber som en vigtig del af vores sundhed og livskvalitet.
Vi udvikler og støtter samarbejder mellem kulturliv og sundhedsvæsen. - Vi arbejder for social lighed i sundhed ved at udvikle og implementere nye, kulturbårne sundhedstiltag som supplement til konventionelle behandlingstilbud.
- Vi udvikler og indsamler ny viden – og bringer det i spil i vores samfund.
- Vi støtter udviklingen af en infrastruktur inden for sundhed og kultur fx gennem nye forretningsmodeller, nye partnerskaber og nye institutionstyper.
- Vi kompetenceudvikler både kulturaktører og sundhedsprofessionelle ift. at kunne udvikle og samarbejde på tværs inden for feltet.
Politik for Sundhed og Kultur
Region Midtjyllands arbejde med sundhed og kultur bygger på en fælles politik, der sætter retningen for indsatsen. Politikken beskriver vores mål, principper og samarbejder, og giver et samlet overblik over, hvordan kunst og kultur tænkes ind i sundhedsvæsenet.
Kompasset
Ambitionen hos Region Midtjylland er at skabe et stærkt grundlag for realistiske udviklingsveje for bæredygtig finansiering og forretningsudvikling for initiativer inden for sundhed og kultur. Region Midtjylland har derfor i samarbejde med konsulentfirmaet Implement udviklet et kompas, der skal hjælpe med at screene nye projektideer og støtte projektledere i at udvikle bæredygtige initiativer. Kompasset kan bruges, når en idé skal blive til et projekt, når man skal vælge mellem flere måder at finansiere et projekt, eller når et initiativ, der virker, skal skaleres eller overgå til drift. Det hjælper med at sætte initiativet ind i en større sammenhæng - set fra de mennesker og organisationer, der potentielt skal finansiere eller høste gevinsten af det - og peger dermed mod, hvilke forretningsmodeller der er realistiske at arbejde videre med.