Nye løsninger

I første omgang udvikles infrastrukturen til at understøtte KOL-området, men infrastrukturen designes så den også kan danne fundament for telemedicinske løsninger til andre sygdomsområder. Det kan fx være diabetes, gravide med komplikationer eller telemedicinsk sårvurdering.

Du kan læse mere om fordelene ved at komme på infrastrukturen, samt proces og tidshorisont for nye løsninger her.

FUT-infrastruktur

Da levetiden af FUT-Infrastrukturen og løsninger forventes at være lang, skal løsninger bygges på et langtidsholdbart design og med teknikker, der kan udskiftes undervejs.

Løsninger skal bygges med tidssvarende teknologi — helst orkestrerede, containerbaserede microservicer — med sammenhæng mellem udviklings- og driftsaktiviteter gennem kontinuerlig udvikling, test, integration og implementering (DevOps).

Det er vigtigt at løsninger kan holde takt med udviklingen i FUT-Infrastrukturen, fx overgang til nye versioner af HL7 FHIR, som FUT-Infrastrukturen bygger på.

Nye løsninger skal opfylde en række krav til anvendelsen af FUT-Infrastrukturen. Kravene skal sikre, at løsninger anvender FUT-Infrastrukturen mest hensigtsmæssigt, da det ellers kan resultere i lange svartider for alle løsninger ved overbelastning af FUT-Infrastrukturen. En bred søgning efter data kan generere flere hundrede kald af tjenester i FUT-infrastrukturen, hvor en mere afgrænset søgning kun vil gerenere ganske få.

For at sikre ensartet vedligehold og drift af alle komponenterne i FUT-Infrastruktur og –løsninger vil der være krav om anvendelse af bestemte værktøjer til logning, opsamling af performance metrikker og sporingsdata samt dele af værktøjskæden fra udvikling til idriftsættelse.

Der vil være krav til sikker håndtering af personoplysninger på mobile enheder. Løsninger må ikke mellemlagre direkte personhenførbare data, fx CPR-numre.

De dele af løsningen, der skal installeres i FUT-Infrastrukturen, skal overholde de standarder og regler der gælder for FUT-infrastrukturen.

Test af løsningen må ikke foregå på produktionsmiljøet. Det forventes, at udviklerne i første omgang tester lokalt, men løsningen skal have adgang til et FUT-Infrastrukturtestmiljø. Hvis en løsning generer en høj belastning af FUT-Infrastrukturtestmiljøet, vil det være nødvendigt at oprette et dedikeret FUT-infrastrukturtestmiljø betalt af den nye løsning.

Startpakke 3 er en detaljeret gennemgang af FUT-Infrastrukturen og hvordan den bedst anvendes. Den har løsningsarkitekter og -udviklere som målgruppe. Hjælp undervejs i udviklingen er også beskrevet i pakken.

Læse om startpakker.

Aftaler med FUT-Systemforvaltningen

Der skal i forbindelse med offentlige projekter, der ønsker at udvikle nye løsninger, foreligge en aftale mellem projektledelsen for den nye løsning og FUT-Systemforvaltningen.

FUT-Systemforvaltningen har udarbejdet skabelon til Ansøgning om tilslutning af ny løsning til FUT-Infrastrukturen og en proces til afklaring af hvilken hjælp, der skal ydes undervejs. Herunder en supportproces i forbindelse med spørgsmål opstået i forbindelse med udviklingen. Det kan i den forbindelse både være spørgsmål om anvendelse af FUT-Infrastrukturen eller fejl og mangler på FUT-Infrastrukturen. FUT-Systemforvaltningen har etableret processer for ændrings- og videreudviklingsønsker til FUT-Infrastrukturen.

Foreløbige erfaringer viser, at der bliver brug for hjælp undervejs. Det kan være emner af teknisk karakter, medvirken i afklarings-, udviklings- og testforløb samt godkendelse af løsning og dokumentation samt efterfølgende support.

Ydermere skal der foreligge en aftale om, hvilke krav i forbindelse med afrapportering og test
der skal foreligge for, at løsningen kan godkendes og komme på FUT-infrastrukturen. Herudover skal projektledelsen beskrive supportprocessen efter idriftsættelse. Processen skal omfatte fejl fra brugerne, problemer med brug af FUT-Infrastrukturen eller fejl i løsningen.

Der skal endvidere indgås en tilslutningsaftale og en databehandleraftale mellem den nye
løsnings systemejer og FUT-Systemforvaltningen for at løsningen formelt er tilkoblet FUT-Infrastrukturen.

Økonomi

Nye løsninger, der tilkobles FUT-Infrastrukturen, betaler ikke for den basale drift og vedligehold af FUT-Infrastrukturen, da det er forhåndsfinansieret af parterne. Såfremt en ny løsning har behov for øget kapacitet på FUT-Infrastrukturen aftales finansiering konkret med FUT-forretningsstyregruppen.

Nye løsninger skal som udgangspunkt finansiere udvikling og drift af ændringsønsker til FUT-Infrastrukturen.

Der vil desuden være udgifter til licenser for at blive tilsluttet FUT-Systemforvaltningens support- og ændringsønskeværktøjer.

Tilbud til offentlige projekter af nye løsninger

FUT-Systemforvaltningen tilbyder offentlige projekter, der ønsker at udvikle nye løsninger til FUT-Infrastrukturen, den nødvendige hjælp til at forstå FUT-Infrastrukturen og til at stille de rigtige tekniske, ikke-funktionelle og juridiske krav til løsningen.

FUT-Systemforvaltningen hjælper gerne under udbudsprocessen, fx i dialogmøder med inviterede tilbudsgivere og bilag til udbud.

Leverandører, der på vegne af et offentligt projekt skal udvikle en ny løsning, skal forstå FUT-Infrastrukturens design, datamodel, terminologi, klassifikationer, programmeringsgrænseflader og hvordan disse mest hensigtsmæssigt anvendes.

Startpakke 2 er tiltænkt offentlige myndigheder, der ønsker at etablere nye løsninger, og tilbudsgivere til at udvikle disse løsninger.

Drift af løsninger

De nuværende løsninger driftes sammen med FUT-Infrastrukturen. Løsningsleverandøren skal udvikle en komponent, der installeres som en del af FUT-Infrastrukturen. Al kommunikation mellem løsning og FUT-Infrastrukturens programmeringsgrænseflader foregår gennem denne komponent.

Da løsninger i produktion tilgår personoplysninger i FUT-Infrastrukturen, skal de opfylde de samme krav som FUT-Infrastrukturen skal, hvilket udelukker databehandling uden for EU/EØS.

Kontakt

FUT FOSA

Ingrid Munk

Tel.: +45 24347395
Email: ingrid.munk@aarhus.rm.dk