Erfaringerne med telemedicin til gravide har ført til nytænkning af arbejdsgangene på afdelingen og større inddragelse af patienterne i dagligdagen på afdelingen.
Indlagte måler egne værdier og hjertelyd på barnet
Ud over at bruge det telemedicinske udstyr i hjemmet, bruger afdelingen det nu også på Afsnit for gravide. De indlagte gravide måler dagligt blodtryk, puls, temperatur og iltmætning i blodet (toks) ved hjælp af den telemedicinske løsning.
Gravide, der allerede bruger telemedicin, fortsætter desuden selv med at indsende data, hvis de i en kortere periode indlægges på hospitalet.
Nytænkning frigiver tid
Afdelingen har i samarbejde med leverandører videreudviklet den telemedicinske udgave af realtime CTG (hjertelydsregistrering på barnet). Det betyder, at sundhedspersonalet kan se CTG´en, mens den kører. Tidligere kunne personalet først se data, når CTG´en var kørt.
Den nye teknologi har givet mulighed for, at nogle af de indlagte også selv kører CTG ved brug af det telemedicinske måleudstyr.
Det frigiver tid for personalet til den mere "bløde" omsorg, når den gravide selv foretager målingerne. CTG-udstyret har desuden den fordel, at det er uafhængigt af fosterstilling, fosterbevægelser og BMI hos moderen. Derfor er det ofte nemmere at anvende end konventionel CTG.