Projektets evaluering viser, at initiativet er en stor fordel både for patienter og samfund. Patienter med langvarige infektioner er normalt indlagt i 4-6 uger, hvilket er en stor belastning for patienten og dennes familie. Samtidigt udgør det en stor udgift for samfundet og kan i sig selv indebære en risiko for at få en hospitalsinfektion.
Evalueringen fra projektet viser, at 68% af patienterne (N=31) var i stand til selv at administrere den intravenøse antibiotika i hjemmet uden hjælp fra sundhedspersonale.
Der er givet intravenøs antibiotika i hjemmet i stedet for indlæggelse i 567 døgn svarende til 19 dage per patient i gennemsnit (3-70 dage) i perioden fra oktober 2016 til august 2017.
Det har vist sig, at løsningen også kan bruges til andre formål end oprindeligt planlagt. I dag benyttes løsningen fx til en tættere monitorering af patienter i overgangen fra intravenøs behandling til behandling med tabletter. Når der monitoreres hyppigt, kan der nogle gange spares antibiotika, fordi hospitalet med de løbende målinger kan følge med i, at der ikke opstår nye infektioner.
Også patienter, der ellers skulle i isolation for at begrænse smittefare, kan få tilbud om hjemmemonitorering.