Den korte version

Hvad handler det om?

Gravide med komplikationer monitoreres hjemmefra ved hjælp af PRO (patientrapporterede oplysninger) og telemedicinsk udstyr. De besvarer daglige spørgeskemaer og foretager målinger hjemme, hvilket reducerer behovet for hospitalsbesøg og indlæggelser.

Hvorfor er det vigtigt?

Løsningen giver gravide større fleksibilitet og tryghed, mens sundhedsvæsenet sparer ressourcer og kan fokusere på patienter med størst behov for fysisk fremmøde. Det er et skridt mod mere patientcentreret og effektiv behandling.

Udviklings-og kvalitetsjordemoder Charlotte Egholm Lyngsø
Udviklings-og kvalitetsjordemoder Charlotte Egholm Lyngsø. Foto: Søren Braad, Regionshospitalet Gødstrup

12.11.2024

 

Flere patienter skal behandles i hjemmet. Det er ét af de centrale budskaber i regeringens nye sundhedsreform. I Region Midtjylland er mange afdelinger allerede godt i gang, og på Aarhus Universitetshospital og på Regionshospitalet Gødstrup er gravide med komplikationer blandt dem, der har stor gavn af udviklingen.

I flere år har Afdelingen for Kvindesygdomme og Fødsler i Gødstrup anvendt PRO i kombination med en telemedicinsk løsning. Det betyder, at gravide med komplikationer som tidlig vandafgang eller svangerskabsforgiftning dagligt kan besvare et digitalt PRO-spørgeskema og foretage målinger med udleveret udstyr – alt sammen hjemmefra.

Charlotte Egholm Lyngsø, kvalitets- og udviklingsjordemoder på afdelingen, understreger, hvor vigtig fleksibiliteten er for mange gravide:

- Herude i Vestjylland kan der være langt mellem hjem og fødested. Især for flergangsfødende betyder det rigtig meget, at de ikke skal køre herind hver dag.

Tidligere måtte kvinderne møde op til kontrol hver dag, og nogle måtte indlægges i længere tid. Men med kombinationen af PRO-løsningen og det telemedicinske udstyr kan de nøjes med at komme ind en gang om ugen, og når de skal scannes.

Struktureret opfølgning giver tryghed

På afdelingen har de et fast tidspunkt i dagsplanen, hvor de gennemgår de indkomne besvarelser. Hvis alt ser normalt ud, modtager patienten en standard-SMS med besked om, at svaret er set og godkendt, og at de skal svare på spørgeskemaet igen næste dag.

Det skaber tryghed for de gravide, som ved, at deres tilstand overvåges nøje, uden at de skal møde fysisk op. Derudover sikrer den klare struktur på opfølgningen, at ingen kvinder skal vente unødigt på svar, forklarer Charlotte Egholm Lyngsø.

- Vi har et fast tidspunkt kl. 10, hvor vi tjekker besvarelserne. Så kvinderne ved, at de ikke skal stå til rådighed hele dagen og vente på at høre fra os. Inden middag ved de, om alt er normalt, og hvis der er noget, der skal følges op på, ringer vi til dem.

Hvis den gravides svar eller målinger viser tegn på akutte symptomer, får hun øjeblikkeligt en tilbagemelding på skærmen om at kontakte afdelingen snarest muligt.

Fordele for både klinikere og patienter

For klinikerne betyder PRO-løsningen en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne. I stedet for daglige besøg kan personalet fokusere på de patienter, der har størst behov for fysisk fremmøde, mens de gravide, der monitoreres hjemmefra, stadig får den nødvendige opfølgning.

- Der er ingen tvivl om, at vi sparer tid med PRO-løsningen, siger Charlotte Egholm Lyngsø og understreger, at kvinderne stadig kommer ind til scanninger, udvidet test og lægesamtaler efter individuel vurdering.

PRO-løsningerne bliver foruden på Regionshospitalet Gødstrup og Aarhus Universitetshospital også anvendt på Aalborg Universitetshospital.

 

Læs mere om de to PRO-løsninger her: 

Tidlig vandafgang

Svangerskabsforgiftning

Vil du vide mere?

Kontakt PRO-konsulent 

Anne Treschow Phillipsen

Tlf. 3034 0874

annphi@rm.dk