For fagprofessionelle
Et ungementorforløb er et neurorehabiliteringstilbud til unge og deres netværk med særlig fokus på det psykosociale.
Hvad er et ungementorforløb?
Et ungementorforløb er til unge i alderen 15-30 år +/- med erhvervet hjerneskade eller langvarige følger efter hjernerystelse og den unges netværk.
Ungementorerne følger den unge på tværs af sektorer og forvaltninger som en neutral instans, og kan på den måde imødekomme den kompleksitet, der ofte er forbundet med, at et ungt menneske erhverver en hjerneskade eller får langvarige følger efter en hjernerystelse.
Forløbet er kontinuerligt og fleksibelt i forhold til behov for intensitet i perioder.
Ungementorerne hjælper ved at skabe overblik, sammenhæng, inddragelse af relevante parter på rette tidspunkt og eventuel koordinering imellem disse.
Som samarbejds- eller tilkøbskommune bliver I også en del af et netværk med andre kommunale samarbejdspartnere, der arbejder med unge med en erhvervet hjerneskade.
Hvad er formålet?
Et ungementorforløb har til formål at støtte den unge og den unges netværk i at håndtere de ændrede livsvilkår og fremme den unges trivsel og selvstændighed, herunder mindske behovet for støtte.
Den unge og den unges pårørende møder i forbindelse med et ungementorforløb andre i en lignende situation på tværs af kommunegrænser, som de kan spejle sig i og erfaringsudveksle med. Det kan være inspirerende og sætte ens eget liv i perspektiv.
Et ungementorforløb er med til at skabe psykologisk tryghed for den unge og den unges netværk.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Forankring og samarbejdspartnere
Ungementorerne er fysisk og ledelsesmæssigt forankret hos Regionshospitalet Hammel Neurocenter med adgang til specialiseret neurofaglige kompetencer og den nyeste viden på området.
Ungementorerne samarbejder med hjerneskadekoordinatoren og øvrige relevante fagprofessionelle – lærere, bostøtter, arbejdsgivere, jobkonsulenter, sagsbehandlere – i den unges forløb.
8 kommuner (Favrskov, Horsens, Norddjurs, Syddjurs, Silkeborg, Skanderborg, Viborg og Hedensted) finansierer sammen ungementorordningen. Det betales årligt et abonnementsbeløb og derudover et mindre beløb pr. opstartet forløb. Øvrige kommuner kan tilkøbe enkelte forløb for 60.000 kr.
Henvisning og visitering
Kontakt ungementorerne for at høre nærmere om ungementorordningen, finansiering og opstart af forløb.
Finansiering af forløb kan udgøres af forskellige kommunale afdelinger, men typisk udgør hjerneskadekoordinator/hjernerystelseskoordinator en central rolle.
Ungementorerne har mulighed for at blive inddraget allerede, mens den unge er indlagt eller via ambulant udredning.
Ungementorerne kan også kobles på unge, der har en ældre skade, men som aktuelt er udfordret i deres livssituation.
Læs også: Aftalegrundlag for ungementorordning mellem Region Midtjylland og de 8 deltagerkommuner
Min ødelagte hjerne
DR viser i dokumentaren "Min ødelagte hjerne", hvordan det er at få vendt sit liv op og ned på sit liv, når man lever med en erhvervet hjerneskade.
Dokumentaren følger over fire afsnit udvalgte patienter fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter, der har haft et rehabiliteringsforløb. Optagelserne er blandt andet foregået på Sengeafsnit 2, 5 og 10.
I serien kommer du helt tæt på patienterne og deres pårørende og det liv, de skal finde mening i efter at være blevet ramt af en hjerneskade. Serien følger både patienterne i deres rehabilitering på Regionshospitalet Hammel Neurocenter og i hjemmet både før og efter skaden.
Seerne får indblik i, hvordan en hjerneskade kan opstå, hvor omfangsrig og livsomvæltende en hjerneskade kan være, og hvordan hjerneskade påvirker hele familien.
Kontakt



