Om brug af guide til patientsikker hjemmemonitorering

Denne guide indeholder overvejelser, som kan bane vejen til patientsikre løsninger, når en sundhedsydelse skal leveres over afstand ved hjælp af digitale løsninger som fx hjemmemonitorering.

Guiden tænkes brugt når

  • afdelinger er ved at udvikle en telemedicinsk løsning og tilhørende arbejdsgange,
  • afdelinger skal til at tage en telemedicinsk løsning i brug, eller
  • vil evaluere et telemedicinsk tiltag.

Formålet er at skabe refleksion blandt sundhedsfaglige, og at guiden bruges til at gå i dialog om at indgå konkrete aftaler om fx arbejdsgange på en afdeling og med patienter samt andre relevante parter. Guiden skal være med til at forebygge brud på patientsikkerheden.

Vejledende værktøj til dialog

Guiden er et vejledende værktøj til dialog blandt sundhedsfaglige, når en afdeling skal i gang med telemedicinsk hjemmemonitorering. Forhold, fx omkring medicinering og hygiejne, som også er relevante for hjemmebehandling, berøres ikke i guiden.

De fem områder i guiden

Patientsikkerhed og telemedicin anskues ud fra fem vinkler:

  1. Person (karakteristika hos patienter og sundhedsfaglige)
  2. Opgave (sundhedsydelsens egenskaber)
  3. Organisation (kultur, ledelse, opgavens organisering, retningslinjer m.m.).
  4. Miljø (de fysiske rammer, hvor opgaven skal løses)
  5. Teknologi (hjælperedskaber)

Områderne svarer til opdelingen i den teoretiske model 'System Engineering Initiative for Patient Safety' SEIPS. Dette er en forkortet udgave af værktøjet Patientsikkerhed og telemedicin. Guiden her har primært fokus på hjemmemonitorering.

SEIPS arbejdssystem

Her er de fem områder i guiden illustreret.

Pilene indikerer samspillet og den tætte interaktion mellem områderne i modellen. Pilene viser, at der er afhægigheder imellem dem.

Teknologi og personers evne til at bruge den er fx gensidigt afhængige. Og det miljø en teknologi bruges i indvirker også på de øvrige faktorer.

En opgave kan også udføres forskellige alt efter, hvilken person, som udfører den, ligesom organisationen opgaven udføres i også har en indvirkning.