Teknologi

Tjek om den tekniske løsning er brugervenlig

Er teknologien afprøvet på patienter og medarbejdere, før den tages i brug? Og er den brugervenlig? Er brugergrænseflade og informationer tilpasset målgruppen?

Er tekst fx læsevenlig for svagtseende/farveblinde? Er der læse-højt funktioner til ordblinde? Kan evt. felter, der skal udfyldes afkodes, hvis patienten er svagtseende?

Er information målrettet til børn, hvis de er målgruppen?

Undgå alarmtræthed hos brugere

Udløser systemet mange alarmer, kan der være risiko for at de ignoreres af brugerne. Er relevansen af alarmer nøje vurderet?

Overblik over patienter i hjemmebehandling

Er det nemt på hospitalet at få overblik over, hvilke patienter, der er i hjemmebehandling? Er de en integreret del af arbejdsgangene på hospitalet og evt. i kommunen, hvis opgaver deles af flere sektorer?

Fokus på etik

Nogle løsninger anviser normalområder og kurver med aktuelle ændringer i patientens helbred. Hvordan håndteres det, hvis patienter er uhelbredeligt syge og til stadighed vil opleve forværrede kurver? Overvej design og etik i fht. patientgruppen og tilpas dialog med patienterne, så de ikke mistrives med tiltaget.

IT-sikkerhed og godkendelse som medicinsk udstyr

Når løsningen designes, skal der være opmærksomhed på it-sikkerheden. Hvis løsningen yder beslutningsstøtte eller beregner udfald, skal den godkendes som medicinsk udstyr iht. direktiv om MDR (Medical Device Regulation).

Behov for at den tekniske løsning understøtter mobilitet

Hvis en løsning ikke understøtter mobilitet, kan der være en risiko for, at patienter mister fleksibilitet ved behov for kontinuerlige målinger. Hvordan håndteres dette?

Behov for opdatering af software

Hvis patienter bruger eget udstyr eller bruger en løsning over lang tid, opstår der risiko for forældet software. Det kan medføre, at løsningen ikke virker som forventet og kan kompromittere sikkerheden. Er der arbejdsgange, som tager højde for disse situationer? Hold øje med, om opdateringer af Mit ID mv. påvirker løsningen.

Er der udarbejdet en nødplan, hvis softwaren ikke virker?

Opmærksomhed på udstyrs holdbarhed og administration

På ældre udstyr kan batterier blive dovne. Udstyr kan også være så gammelt, at det ikke længere kan opdateres. Det kan indebære en risiko for it-sikkerheden. Hvordan holdes der øje med udstyrs opdateringer?
Og hvordan sikres at udlånt udstyr returneres? Hvordan holdes overblik over udlån?

Udstyr med bluetooth kan miste parringen

Vær opmærksom på at løsninger med automatisk overførsel af data kan miste parringen. Vær også opmærksom på, om automatisk overførsel af data fra monitoreringsudstyr fører til, at patienter holder op med at forholde sig aktivt til oplysningerne. Vær desuden opmærksom på tastefejl ved manuel indtastning.